Nu er Windows 10 klar til produktion

Med Build 10240 har Microsoft lagt sidste hånd på værket og er klar med den version, som bliver frigivet til pc-producenterne og til resten af verden den 29. juli.

Microsoft har nu pillet testadvarslen af den allernyeste testudgave af Windows 10, og dermed er Build 10240 efter alt at dømme den version, som bliver sendt ud til de pc-producenter, som vil lægge Windows 10 på pc’er, der bliver solgt fra den 29. juli, hvor Windows 10 officielt lanceres.

Det kan dog være lidt problematisk formelt at tale om en ’Release To Manufactoring’ eller RTM-version af Windows 10, fordi én af grundidéerne med Windows 10 netop er, at det for tid og evighed skal være et værk under konstant forbedring og udvikling.

Derfor er det ikke udelukket, at der når at komme mindre ændringer inden den 29. juli. Men for pc-producenterne, som lige nu er ved at forberede de første pc’er med Windows 10, vil Build 10240 formentligt være den version, de kan nå at få ud til kunderne på lanceringsdatoen.

Windows 10 kommer som en gratis opgradering til alle med en gyldig forbrugerlicens til Windows 7 med Service Pack 1 og Windows 8.1. Derefter vil man kunne modtage alle løbende opgraderinger af Windows 10 gratis i hele pc’ens levetid.

Hvad det præcis dækker har været genstand for spekulation, fordi Microsoft ikke har villet præcisere det. Det skyldes, at på længere sigt vil Microsoft kunne vælge at distribuere en opgradering, som eksempelvis kræver en nyere processorteknologi. Allerede i dag vil der være Windows 7-pc’er, som ikke kan opgraderes, fordi de har en ældre Pentium-type processor, som mangler visse instruktionssæt, der er et krav for både Windows 8.1 og Windows 10.

I praksis er det dog pc’er, som er solgt for mere end seks år siden og allerede den gang var i den lavere end af hardwarespektret.

En anden udfordring kan være løbende udskiftninger af hardwarekomponenter. Microsoft har allerede visse ikke-offentliggjorte regler for, hvor store ændringer der må foretages over tid i pc’ens hardware, før den licensmæssigt regnes for at være en anden pc, end den licensen oprindeligt blev solgt til.

Man vil sandsynligvis kunne udskifte grafikkort, RAM, bundkort og endda processor og fortsætte med den samme Windows-licens, men det kan afhænge af rækkefølgen og tidsintervallerne, hvorvidt Microsofts automatiske licensvalideringssystem vil kræve en genaktivering af Windows. Hvis man allerede i dag udskifter visse komponenter, kan man blive nødt til at kontakte Microsofts support for at få genaktiveret licensen.

Microsoft har dog slået fast, at selvom Windows 10 omtales som ’Windows as a service’, så skal det ikke forstås sådan, at Microsoft vil opkræve abonnement for Windows i fremtiden. Det ville i givet fald også være en væsentlig anden vej end konkurrerende styresystemer, hvor opgraderinger og fortsat brug er gratis i hvert fald på forbrugermarkedet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Carsten Olsen

Microsoft får det problem at Windows7 snart bliver overhalet af Android på OS World-wide All-Devices (Desktop/mobil/tablet). Det ser ikke så godt ud at Android bliver størst. Der vil gå længe inden Windows10 når op på Windows7 niveau. Android ser ud til at beholde den gule trøje længe.

  • 2
  • 3
#4 Kenneth Andersen

Det lader til, at Windows 10 også har gevaldige udfordringer med at køre diverse programmer, hvis de da ikke specifikt er udviklet til Windows 10. Så mon ikke der går en god rum tid, før folket kaster sig over Windows 10, eftersom der ikke findes ordentlige programmer dertil endnu, og allerede erhvervede programmer så skal genindkøbes, for de kan virke med Windows 10?

  • 2
  • 2
#5 Morten Worm Due

Hvorfra stammer disse forlydender? Jeg sidder lige nu og arbejder på en Windows 10 build 10240 - og jeg oplever altså ikke disse gevaldige problemer. Jeg afviser ikke at der er programmer, der har udfordringer, men applikationskompatabilitet er ikke et kæmpe problem for mig. Måske nogle spil, måske ældre versioner af programmer. Jeg har måske et problem med Quicktime - det virker fint nok, men CSIS heimdal rapporterer den som værende forældet, og det gør det ikke på min Windows 8.1 maskine.

  • 1
  • 0
#7 Jens Holm

Det lader til, at Windows 10 også har gevaldige udfordringer med at køre diverse programmer, hvis de da ikke specifikt er udviklet til Windows 10

Jeg kan ikke lige se hvad det er for programmer. Min erfaring med Windows 10 preview'et er at kører dine programmer under windows 8, så kører de også under 10

Jeg har måske et problem med Quicktime - det virker fint nok, men CSIS heimdal rapporterer den som værende forældet, og det gør det ikke på min Windows 8.1 maskine.

Quicktime er, mig bekendt, heller ikke officielt understøttet på Windows 8. Du er så ikke den eneste, der har problemer med quicktime.

  • 1
  • 0
#8 Martin Jünckow

Jeg har haft lidt issues med applikationer i nogle af de tidligere builds (eks. 10074), måske det er fra disse tidligere builds at rygterne stammer?

De seneste builds har der ikke været nogle problemer med, har også opgraderet til 10240 og indtil videre kører alt smooth - jeg bruger den som primær arbejdsstation og har et hav af udviklingsværktøjer installeret, alt kører som det skal og også spil ser der ikke ud til at være problemer med mere (havde nogle crashes under tidl. builds også).

Hvis det virker under Windows 7/8 så tror jeg godt man kan regne med at det også virker under Win 10.

  • 1
  • 0
#9 Kenneth Andersen

Windows 10 build 10240

Jeg er også ved at teste Windows 10 build 10240. Og jeg kan da se en del udfordringer, når jeg downloader programmer, og forsøger at teste dem. F.eks. Panda Cloud Antivirus, Spyware Terminator og andre programmer mod spyware. Jeg har oplevet en del fejlbeskeder om, at det aktuelle program ikke er kompatibelt med Win10.

Næste udfordring bliver så drivers og/eller driver-programmer/utilities. Her oplever jeg specifikt lige p.t. en udfordring med Asus Motherboard. Men jeg har kringlet den ved at tvinge installation af win7-drivers. Men mon det virker efter hensigten i det lange løb?

Jeg frygter også, at større programmer lider under dette. F.eks. kan det vel tænkes, at man er tvunget til at opgradere til Visual Studio 2015, for at programmerne virker sammen (?).

  • 1
  • 1
#10 Mads Bendixen

Jeg frygter også, at større programmer lider under dette. F.eks. kan det vel tænkes, at man er tvunget til at opgradere til Visual Studio 2015, for at programmerne virker sammen (?).

VS 2013 Community virker fint på min bærbare, en Lenovo Yoga 2 13" med Windows 10. Det er en opgradering fra 8.1 til en af de første builds og er så opgraderet løbende. På et tidspunkt var er udfordringer med toucpad'en, men det blev fikset af en opdatering (fra Windows Update).

Jeg har lidt udfordringer med tekststørrelsen/dpi scaling, det kræver nogle gange en genstart efter opstart før at det er helt godt. Det kan muligvis have noget at gøre med om man starter på batteri eller PSU, så det kan måske skyldes Lenovos strømstyrings program.

  • 1
  • 0
#11 Kenneth Andersen

For det første er det community-edition, du omtaler. Det er vigtigt, at enterprice virker lige så godt.

For det andet er det lige så vigtigt, at softwaren kan installeres på en ren-installeret win10. Altså skal det testes på en maskine, hvor det ikke er installeret på en ældre windows, som derefter opgraderes. Ellers kan man ikke stole helt på resultatet.

Efter jeg har lavet dual-boot med Win10 til min linux-installation, oplever jeg nu ofte, at maskinen ikke vil restarte, når jeg beder den om det. Og det er både fra windows og linux. Jeg bliver nødt til at tage strømmen fra den.

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere