Microsoft har nu pillet testadvarslen af den allernyeste testudgave af Windows 10, og dermed er Build 10240 efter alt at dømme den version, som bliver sendt ud til de pc-producenter, som vil lægge Windows 10 på pc’er, der bliver solgt fra den 29. juli, hvor Windows 10 officielt lanceres.
Det kan dog være lidt problematisk formelt at tale om en ’Release To Manufactoring’ eller RTM-version af Windows 10, fordi én af grundidéerne med Windows 10 netop er, at det for tid og evighed skal være et værk under konstant forbedring og udvikling.
Derfor er det ikke udelukket, at der når at komme mindre ændringer inden den 29. juli. Men for pc-producenterne, som lige nu er ved at forberede de første pc’er med Windows 10, vil Build 10240 formentligt være den version, de kan nå at få ud til kunderne på lanceringsdatoen.
Windows 10 kommer som en gratis opgradering til alle med en gyldig forbrugerlicens til Windows 7 med Service Pack 1 og Windows 8.1. Derefter vil man kunne modtage alle løbende opgraderinger af Windows 10 gratis i hele pc’ens levetid.
Hvad det præcis dækker har været genstand for spekulation, fordi Microsoft ikke har villet præcisere det. Det skyldes, at på længere sigt vil Microsoft kunne vælge at distribuere en opgradering, som eksempelvis kræver en nyere processorteknologi. Allerede i dag vil der være Windows 7-pc’er, som ikke kan opgraderes, fordi de har en ældre Pentium-type processor, som mangler visse instruktionssæt, der er et krav for både Windows 8.1 og Windows 10.
I praksis er det dog pc’er, som er solgt for mere end seks år siden og allerede den gang var i den lavere end af hardwarespektret.
En anden udfordring kan være løbende udskiftninger af hardwarekomponenter. Microsoft har allerede visse ikke-offentliggjorte regler for, hvor store ændringer der må foretages over tid i pc’ens hardware, før den licensmæssigt regnes for at være en anden pc, end den licensen oprindeligt blev solgt til.
Man vil sandsynligvis kunne udskifte grafikkort, RAM, bundkort og endda processor og fortsætte med den samme Windows-licens, men det kan afhænge af rækkefølgen og tidsintervallerne, hvorvidt Microsofts automatiske licensvalideringssystem vil kræve en genaktivering af Windows. Hvis man allerede i dag udskifter visse komponenter, kan man blive nødt til at kontakte Microsofts support for at få genaktiveret licensen.
Microsoft har dog slået fast, at selvom Windows 10 omtales som ’Windows as a service’, så skal det ikke forstås sådan, at Microsoft vil opkræve abonnement for Windows i fremtiden. Det ville i givet fald også være en væsentlig anden vej end konkurrerende styresystemer, hvor opgraderinger og fortsat brug er gratis i hvert fald på forbrugermarkedet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.