Nu er Office 2010 klar til download
Under stor festivitas vil Microsoft onsdag eftermiddag lancere næste generation af kontorpakken Office, der har fået navnet 2010.
Men allerede nu er der adgang til download af Office 2010 for dem med Technet Plus-adgang.
Blandt de mere markante ændringer er en fuld satsning på den ellers meget udskældte brugergrænseflade Ribbon. Konceptet dukkede op med Office 2007 og fik mange Office-brugere til at rive sig i håret i frustration, fordi det traditionelle menu-system var blevet sløjfet.
Men Microsoft står fast på den brugergrænseflade, og i Office 2010 er Ribbon bredt ud til alle programmer i pakken. Til gengæld er der også kommet langt flere muligheder for at tilpasse 'båndet', så man selv kan vælge, hvilke knapper man vil have ved hånden.
Virksomheder kan således rulle en installation ud, hvor brugergrænsefladen er skræddersyet medarbejderens behov.
Den helt store satsning i Office 2010 er Microsofts modsvar på Googles netbaserede kontorpakke Google Apps. Mens Googles løsning er rent netbaseret, er Microsoft Office Web Apps beregnet til et samspil mellem desktop-installationen af Office og den net-baserede applikation.
Dermed kan man redigere sine dokumenter på nettet, uanset hvor man er, og også hvis man kun har browseren på sin mobiltelefon til rådighed, lyder salgstalen fra Microsoft.
Selvom Microsoft Office sidder nærmest fuldstændigt på markedet for kontorpakker i Danmark, er Google Apps begyndt at gøre et lille indhak og har fået meget opmærksomhed blandt it-cheferne. For Microsoft er Office Web Apps derfor vigtig for at holde alle kunderne i stalden.
En lille men bemærkelsesværdig nyhed i Office 2010 er også, at man nu kan gemme direkte i PDF-format. Den funktion har ifølge Microsoft været den mest efterspurgte hos brugerne i mange, mange år.
Læs meget mere om Office 2010 på Version2 på fredag d. 14. maj.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.