Nokia på trapperne med Windows RT-tablet og superkameratelefon

Nokia har snart en tablet klar med Windows RT, mens der senere på året kommer en ny Lumia topmodel med det berømte 41 megapixel Pureview-kamera.

Rygterne har kørt flere måneder om, at Nokia ville springe ud som tablet-producent, og nu er produktet ved at være klar til lancering.

Sådan lyder endnu en historie baseret på anonyme kilder hos Nokia, men uden officiel bekræftelse fra Nokias side. Denne gang er det it-mediet The Verge, som bringer nyt til torvs om tabletten, som vil køre Windows RT, altså den neddroslede og tablet-venlige udgave af Windows 8.

Ifølge kilderne vil Nokia lancere det nye produkt i ’begyndelsen af 2013’, hvilket meget vel kunne passe med en debut på Mobile World Congress i slutningen af februar.

Udover at skabe en konkurrent til Microsoft Surface arbejder Nokias ansatte også på højtryk med at få kombineret det meget roste kamera fra Symbian-telefonen Pureview 808 med Windows Phone. Kameraet har en sensor på 41 megapixel og tager ifølge anmeldelserne bedre billeder end de fleste lommekameraer - men da meget få vil købe en dyr telefon baseret på en døende platform, har Nokia endnu ikke kunnet omsætte dette forspring i kamerateknologi til en storsælgende pengemaskine.

Læs også: Surface RT kommer til Danmark 14. februar: 3.999 kroner for 32 GB

Det skal en ny topmodel i Lumia-serien lave om på. Telefonen, der kombinerer det banebrydende kamera og Windows Phone, vil komme på markedet i løbet af 2013, rapporterer The Verge. Og samtidigt skifter Nokia designstil og vil bruge aluminium i stedet for polykarbonat i forskellige farver, som Lumia-telefonerne indtil videre har været bygget i.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Benni Bennetsen

De har rigelig af udfordringer med deres kerne område, telefoner, så er tiden ikke til at satse på nye udfordringer (og dermed øge risiko).. Nej de vælger at fokusere på det de ved noget om og forsøge at tage hånd om nogle af de talrige trusler de i forvejen står overfor..

  • 0
  • 0
Bjørn Damborg Froberg

Indtil sailfish er up and running så kunne dette meget vel blive min næste telefon. Jeg er ikke overvældende imponeret af Android og mængden af malware der er på platformen - og Apple siger mig bare intet.

Nokia kvalitet med det imponerende OS som WP faktisk er.. tjah.. Jeg er umiddelbart ret optimistisk for at den kan erstatte min N9'er.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere