Nu er Google begyndt at glemme
Torsdag begyndte Google at fjerne resultater fra sin søgemaskine som følge af EU-Domstolens kendelse, der betyder, at personer skal have ret til at efterspørge sletning af søgeresultater, der dukker op, når man googler sit eget navn.
Det skriver The Wall Street Journal.
Hen over natten til torsdag opdaterede Googles ingeniører selskabets tekniske infrastruktur for at begynde at kunne implementere fjernelserne, og torsdag begyndte Google at sende de første e-mails ud til personer for at informere dem om, at de links, de havde bedt om at få fjernet, var i gang med at blive taget ned.
Google skal have hyret et særligt hold, der udelukkende vurderer, hvornår en henvendelse er alvorlig nok til at fjerne et resultat fra søgemaskinen.
»Det her er en ny proces for os. Hver henvendelse skal vurderes individuelt, og vi arbejder så hurtigt som muligt på at komme gennem køen,« lyder det fra en af Googles talsmænd ifølge The Wall Street Journal.
Og det er ikke en lille kø, de skal igennem. For en måned siden havde Google modtaget 41.000 henvendelser fra europæere, der havde hørt om EU-Domstolens nye kendelse og derfor via webformularer anmodede om at få slettet dele af sig selv fra nettet.
Googles hast med at fjerne folk fra deres søgeresultater er et direkte resultat af en klage fra den spanske mand Mario Costeja González, der i fem år kæmpede mod Google for at få dem til at fjerne søgeresultater, som viste, at han havde været i stor gæld.
Efter den langvarige juridiske kamp lykkedes det Mario Costeja González at vinde sagen ved EU-Domstolen, der altså tvinger Google til at tage hensyn til sådanne henvendelser fra europæiske borgere.
Ifølge The Wall Street Journal skulle det netop være de centrale søgeresultater for Mario Costeja González, som Google skulle have fjernet som de første.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.