Nu er det OK at Google til eksamen

Seks handelsskoler og otte gymnasier forsøger sig med adgang til internettet under eksamen i dansk, samfundsfag og matematik. Efter planen skal der være internetadgang på alle landets gymnasier i 2011.

På Nærum Gymnasium er det ikke snyd, når eleverne henter informationer fra Google, Facebook eller Wikipedia og propper dem ind i besvarelsen under eksamen i dansk, samfundsfag eller matematik.

Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Undervisningsministeriet kører et forsøg med adgang til at søge oplysninger på nettet under skriftlig eksamen på otte gymnasier og seks handelsskoler landet over ? herunder Nærum Gymnasium.

Det er tanken, at der skal være adgang til internettet ved eksamen i blandt andet matematik, dansk og samfundsfag på alle landets gymnasier i 2011.

To 3.g-klasser på Nærum Gymnasium var 30. oktober til skriftlig prøve i dansk med adgang til internettet.

Dansklærer ved Nærum Gymnasium Gunvor Aggergaard Mikkelsen mener, at adgang til nettet understøtter den måde, man bruger viden på i dag.

»Med denne eksamensform trækker man virkeligheden ind i skolen. Eleverne bruger jo diverse digitale opslagsværker, når de til daglig laver deres lektier hjemme på værelset, så hvorfor skal vi ikke gøre eksamen så virkelighedsnær som muligt,« udtaler Gunvor Aggergaard Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet.

Hvis den kritiske læser er ved at græmme sig - eller måske glæde sig - over mulighederne for at planke andres opgaver fra nettet, forsikrer Gunvor Aggergaard Mikkelsen, at man er opmærksom på risikoen.

Elevernes afleveringer bliver kørt gennem et tekstgenkendelsesprogram, som reagerer, hvis den genkender elevens tekst fra internettet.

»Vi er opmærksomme på snyd. Tekstgenkendelsesprogrammet slår ud, hvis det genkender fire ord i samme rækkefølge som en tekst på internettet. Og så må eleverne ikke kommunikere med hinanden. Chat og e-mail-korrespondance er bandlyst, og bliver det opdaget, bliver de naturligvis bortvist,« udtaler Gunvor Aggergaard Mikkelsen.

Undervisningsministeriet træffer en beslutning om fortsættelse af forsøget og eventuel udvidelse til andre fag, efter den endelige eksamen med adgang til internettet i er afholdt i juni 2010.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jonas Nyrup

Jeg ser store muligheder i dansk og samfundsfag, da det er rart at kunne slå en forfatter op eller læse nyeste artikel om samfundsrelevant emne. Har dog sværere ved at se fordelen i matematik. Hvis man har hørt efter i timerne og har sin formelsamling, hvad skal man så bruge nettet til?

  • 0
  • 0
Jesper Fj

IT-iveren er gået for vidt ved eksamensbordene. Formålet må være at eleven demonstrerer sit vidensniveau inden for det pågældende fag - ikke sine evner udi anvendelse af Google.

Når Google og internettet er tilgængeligt, er det det ikke det faglige niveau, der primært demonstreres men i høj grad også evnen til at at "Google" termer, sakse tekst og efterfølgenede omskrive teksterne fra Wikipedia, så der akkurat ikke er 4 ord i rækkefølge fra den originale tekst, så opgaven ikke fanges af tekstgenkendelsesprogrammet.

De evner man tester kan nok være anvendelige i jobbet efter eksamen, men man har ikke kvantificeret elevens vidensniveau, hvilket må være et af de vigtigste mål med at afholde eksamen.

Herudover mener jeg, at man undervurderer værdien af paratviden. Det er meget moderne, at angive at det ikke er nødvendigt med en stor mængde paratviden på sit fagområde, hvis bare man ved "hvor man skal slå det op". I masser af jobsammenhænge er der ikke tid/mulighed for at slå op, ligesom det kræver viden af finde (rigtig) viden på internettet.

Lad os komme tilbage til mere traditionelle, individuelle tests på uddannelsesinstitutionerne. Jeg så gerne omfanget af gruppeeksamener reduceret nu vi er igang :-)

  • 0
  • 0
Carsten jensen

"Formålet må være at eleven demonstrerer sit vidensniveau inden for det pågældende fag - ikke sine evner udi anvendelse af Google." - Det kan du have ret i, men jeg mener stadigvæk at det er ekstremt relevant at kunne søge konkret information vedr. en problemstilling/et emne - det er en vigtig færdighed i sig selv.

Googler man, bliver man også tvunget til at forholde sig kritisk til hvad folk skriver, fordi man får så mange forskellige svar. Det er sundt - og meget vigtigt nutiden virkelighed :)

  • 0
  • 0
Ove Andersen

Da jeg gik på HTX (01-04) måtte vi også bruge internettet til dansk skriftlig eksamen, så forsøget kan ikke være helt splinternyt. Kan huske jeg brugte det til at finde nogle kilder på noget moderne kunst..

Om vi så søgte på internettet eller om vi Googlede, det er en anden side af sagen. Troede lige ud fra overskriften det kun var Google man måtte bruge, men det ser ud til det også er andre websider ;)

  • 0
  • 0
Søren Pilgård

Jeg er ikke enig. Eksamennerne i gymnasiet handler ikke om at have viden, men om at behandle viden.

Hvis pointen var at finde ud af hvor meget eleven ved om et fag er en multiple choice test eller lignende vel langt at foretrække, da den direkte spørger om hvad eleven har lært.

I skriftlig dansk eksamen får man derimod et hæfte med flere blandede tekster som ikke nødvendigvis er et emne man har terpet sig igennem (selv om man nok har berørt det i undervisningen). Eksamenen går så ud på at besvare en af flere stilne opgaver og trække konklusionerne ud af teksterne samt give sin egen fortolkning og relatere det til andre tekster/emner.

En slavisk analyse eller en omskrevet wikipedia side vil derfor næppe give en høj karakter da det ikke viser hvor god du er til at fortolke og perspektivere.

Internettet vil i denne sammenhæng blot give adgang til en nærmest uendelig række ekstra kilder. Hvis man er god og kan finde en relevant kilde på internet som man kan perspektivere grundigt til, inden for den tidsramme der er sat til eksamen, vil jeg mene at det bør trække op i vurderingen af eleven. Eksamen skal afspejle undervisningen og derfor mener jeg man bør lade elever have adgang til eksamen (ihvertfald de skriftlige)

Hilsen en af dem der færdigegjorde disse studentereksamener i sommers.

  • 0
  • 0
Peter B. Juul

Vi gamle røvhuller (jeg er 37) må se i øjnene, at der er sket et markant skred i samfundet over det seneste halvandet årti.

De unge i dag skal ikke nøjes med bøgerne og formelsamlingen, "for det var godt nok i min tid". De skal bruge de værktøjer, der er i dag og som de er vokset op med.

Hvad mere er: Det er håbløst at forvente, at skolen kan lave tekniske begrænsninger, der forhindrer de unge i at bruge nettet, med mindre vi helt forbyder brugen af synlige computere - og selv da er det en stakket frist, tror jeg.

Nej, undervisningssektorens valg er viist: Giv dem adgang til de værktøjer de er vant til og stil til gengæld opgaver, der viser, at de formår problemløsning på egen hånd i stedet for bare bevidstløst at lire viden af.

Det er relativt simpelt i de fag, hvor besvarelsen er en unik fremstilling af synspunkter og konklusioner - dansk, engelsk, samfundsfag osv. Det er en noget sværere opgave i rent faktuelle opgavesæt som matematikken. Men det vil jeg lade være op til de professionelle undervisere og opgavestillere at løse.

  • 0
  • 0
Dan Christensen

Hvis de må bruge nettet så vil jeg også have alle mine dårlige karakterer ganget med 2 så det giver et realistisk billede ;)

Jeg kan godt se at det er meget brugbart at kunne bruge google til en eksamen, men jeg syntes til gengæld ikke at det er et retvisende resultat... Ideen med at gå til eksamen er jo for at vise "verden" hvad man kan og ikke hvad "verden" kunne havde lært en....

Næste fag i på skemaet bliver GOOGLEing

  • 0
  • 0
Peter B. Juul

Vore kommende studenter vil endda skulle oppebære et job. I det job vil de blandt andet have adgang til internettet, og det vil forventes af dem, at de er gode til at finde og kvalitetsvurdere de data, de har brug for derude - blandt andet vha. Google.

Det betyder, at samfundet bevæger sig i retning af et samfund, hvor man skal kunne BRUGE data snarere end bare gemme dem i sit hoved.

Det er præcis det, der kræves af eleverne, når de må lave datasøgninger i eksamenssituationen. Og stol trygt på at opgaverne de får vil afspejle de nye muligheder.

Nu er det efterhånden 18 år siden jeg blev student. Jeg vil ikke forlange at få ganget mit middelmådige snit med to, for det ville antyde, at jeg troede, at det jeg fik proppet ind i hovedet i gymnasiet stadig var det, jeg var værd for samfundet og en arbejdsgiver. Tro mig, det er det ikke.

  • 0
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Du skal netop vise verden hvad du kan, ikke hvad du ved.

Man afholder eksamener med hjælpemidler, ikke for at gøre det lettere for de studerende, men for at sætte dem i en mere virkelig arbejdssituation hvor man samtidig kan stille højere krav. Hvis man rent faktisk kan tillære sig de nødvendige færdigheder og nå at bruge dem i løbet af 4 timer så må det være fair nok at man får point for det.

Man har også eksamener uden hjælpemidler for at afprøve de egenskaber som man nok kunne få hjælp til, men som det er praktisk at kunne uden hjælp.

  • 0
  • 0
Jarnis Bertelsen

@Dan Og hvad vil du så bruge dine nye fantastiske gymnasie karakterer til? Hvor mange jobs har du fået på dit gymnasie eksamensbevis for nylig? At sammenligne evner udfra karakterer fra forskellige årtier er under alle omstændigheder umuligt, da indholdet af uddannelserne (heldigvis) ændrer sig.

Så gang du bare dine karakterer med hvad du vil, du kan bruge dem til at forklare dine børnebørn hvor let de har det... det vil sikkert ikke få dem til at se dig som et gammelt fjols... ;)

  • 0
  • 0
Søren rasmussen

Det var da godt nok på tide..

Vi (går stadigvæk på HF) lærer netop at at behandle de ting vi finder på nettet med agtpågivenhed.. ikke alt hvad man finder på nettet er rigtigt.. selv ikke info fra wiki..

jeg kan godt se at det kan bruges i de forskellige fag, dog ville jeg hellere have det i NF (naturvidenskablig faggruppe,Biologi, Geografi, Kemi) end i Matematik..

Hvis man tager en bog med til en eksame hvor "alle hjælpe midler er tilladt" så bestemmer du jo også selv hvilke side du slår op på, samt hvad du bruger på siden, så længe du henviser til det. Det samme skal gælde nettet, man må bruge det, så længe at man skal henvise til hvor man har det fra..

hvis folk føler sig snydt kan og har de mulighed for at læse det op på vuc, vi kan jo ikke gøre for at vi er født i IT-alderen.. :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere