Nu bliver 53 banker tilgængelige på Android-telefoner

Nu bliver blandt andet Arbejdernes Landsbank snart tilgængelig på Android-telefoner. Applikationerne er gennemtænkt til netop Android og skulle således være meget brugervenlig.

Bankernes EDB Central (BEC) sendte i april i år 32 iPhone-applikationer på gaden til 53 danske banker. Nu kommer bank-applikationerne også i en Android-version, der er specielt udviklet til Android-telefoner.

På tirsdag ruller BEC bank-applikationer til Android-mobiler ud til Amagerbanken, Arbejdernes Landsbank, Handelsbanken, SDA-Andelskasserne, Totalbanken og Vestjysk Bank. Og inden sommerferien har alle bankerne hos BEC i sammenslutningen fået apps'ne til Android-baserede mobile enheder.

Forskellen på bank-applikationerne til iPhone og Android-mobiler ligger ikke i funktionaliteten, men derimod i navigationen:

»I stedet for bare at lave iPhone-app'en om til en Android-app, har vi lyttet til brugerne af Android. Vi har kigget på, hvad brugerne lægger vægt på, og hvordan telefonen fungerer. Så vi har optimeret navigationen ved for eksempel at bringe menuknappen og tilbageknappen i spil« siger Bjarne Møller, serniorprojektleder i BEC.

BEC har sammen med Releaze A/S udviklet applikationerne både til iPhone og til Android-platformen, og arbejdet har samlet set taget fire måneder. Resultatet er blevet en samlet løsning for de 53 banker, men med individuelle udtryk.

»De services, man kalder hos os, er de samme på de to platforme, men vi har formet løsningen sammen med den enkelte bank, således at den styling, man lægger ind over, er forskellig. Vi har gjort meget ud af at beskrive stylingen, og givet en lang række eksempler, så bankerne har mulighed for selv at style deres side,« siger Bjarne Møller.

For at logge på applikationen kræves der ikke NemID, men kun CPR-nummer og en selvvalgt pinkode.

»Det passer simpelthen ikke ind i forbrugsmønsteret til en bank-applikation. Så vi valgte at sige, at man kan kigge på kontoen uden NemID. Mange er på blot for at kigge, og så logger man af igen. Men hvis man vil godkende eller slette en betaling, kommer NemID-nøglekortet i spil,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere