Nu betragter Microsoft udskældt Java-vedhæng som malware
De mange danskere, der mere eller mindre frivilligt har fået en ekstra værktøjslinje installeret i deres browser i forbindelse med installation af Java, får nu en håndsrækning fra Microsoft.
Ældre udgaver af Ask.com-værktøjslinjen bliver fra denne måned betragtet som malware af Windows-producenten. Altså direkte skadelig software.
Oracle har i en årrække bundlet Ask.com-værktøjslinjen sammen med den Java, der indtil for nyligt var en forudsætning for NemID med nøglekort. Og som konsekvens af dette har værktøjslinjen fundet vej ind på et utal af danske Windows-computere.
Det har været muligt at undgå værktøjslinjen, men det har krævet, at brugeren aktivt har skullet fraklikke et flueben under installation.
Af Microsofts hjemmeside fremgår det, at den seneste version af Ask.com-værktøjslinjen ikke bliver betragtet som uønsket software. Men det gør ældre versioner, som Microsoft vurderer udgør en 'stor trussel' mod brugerens pc.
Ifølge Microsofts hjemmeside kan ældre udgaver af værktøjslinjen lægge begrænsninger på de udbydere af søgemaskiner, brugeren kan vælge.
Følgende Microsoft-programmer detekterer og fjerner - ifølge virksomheden - værktøjslinjen: Windows Defender, Microsoft Security Essentials og Microsoft Safety Scanner.
Af et tidligere blogindlæg hos Microsoft fremgår det, at virksomheden fra 1. juni i år generelt betragter software, der begrænser søgefunktionaliteten i brugerens browser, som uønsket software. Og det kriterium falder ældre udgaver af Ask.com-værktøjslinjen altså for.
