En række tophemmelige dokumenter, som Edward Snowden har lækket til det britiske medie The Intercept, beviser, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA og den britiske pendant GCHQ også er i stand til at overvåge wifi-signaler.
Det sker blandt andet fra en amerikansk-ejet base i Harrogate i det nordlige England. Basen, der nu hedder Menwith Hill, har været omdrejningspunkt for mange teorier, og journalister har længe forsøgt at finde ud af, præcis hvad der foregår på basen.
Det skriver The Intercept i en omfattende artikel.
Ifølge dokumenterne er efterretningstjenesterne i stand til med stor præcision at udpege, hvor selv svage wifi-signaler kommer fra, og aflytte kommunikationen, der foregår over dem. Disse lokationsdata er blevet brugt op til flere gange til at igangsætte militære operationer, der har kostet liv.
Og det er i strid med menneskerettighedskonventionerne, der siger, at man ikke må ‘fratage andre deres liv, medmindre det sker som følge af en fair rettergang’, lyder det i The Intercepts artikel.
De britiske myndigheder nægter fortsat at udtale sig om, hvorvidt de lækkede dokumenter er sandfærdige eller ej.
»Afsløringerne lægger ellers op til en række meget alvorlige spørgsmål, vi meget gerne vil have svar på,« siger en af Englands førende menneskerettighedsadvokater, Jemima Stratford, til The Intercept.
Overvåger andre landes satellitter
Ud over evnen til at snage i wifi-signaler kan basen overvåge andre landes satellitter. Både kommunikationen mellem satellitterne og de enheder, der bruger dem, kan altså opsnappes af Menwith Hill.
Basen har også sine egne satellitter, der udvider basens rækkevidden fra Kina til Sydamerika.
Det er uvist, hvor mange linjer der kan tappes samtidig af systemet, men de britiske myndigheder fortæller, at ‘alt, der foregår på basen, foregår med vores (de britiske myndigheders, red.) vidende’.
Koldkrigsprojekt
Under kodenavnene ‘Ghostwolf’ og ‘Ghosthunter’ har det store efterretningscenter Menwith Hill faktisk kørt projekter, der har overvåget verdensborgere siden den kolde krig.
Basen var oprindeligt et koldkrigsprojekt, der skulle holde øje med fjenden i øst, men siden den kolde krigs afslutning blev basen aldrig lukket. Tværtimod.
Således beskæftiger basen mindst 600 mand fra det britiske efterretningsvæsen GCHQ, foruden de britiske soldater, der overvåger basen dag og nat. Hvor mange amerikanske medarbejdere der er tilknyttet basen, fremgår ikke.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.