NSA: Vores vandregning er tophemmelig

NSA ville ikke udlevere oplysninger om vandforbruget i nyt datacenter. Det ville potentielt kunne afsløre omfanget af efterretningstjenestens overvågning, lød begrundelsen.

Da den lokale journalist Nate Carlisle fra Salt Lake Tribune bad myndighederne i Bluffdale om at få udleveret officielle papirer om NSA’s nye datacenter i Utah, manglede der noget.

Informationerne om det nye anlægs vandforbrug var ikke blandt papirerne, som han havde ventet i måneder på at modtage. Det skriver Wired.

Det viste sig, at NSA aktivt havde sat sig imod at udlevere oplysningerne til journalisten af hensyn til den nationale sikkerhed. Efterretningstjenesten begrundede sit afslag i et brev til de lokale myndigheder med, at informationerne om vandforbruget potentielt ville kunne bruges til at udregne det nye anlægs regnekapacitet.

»Bevæbnet med disse informationer, vil man kunne udlede, hvor mange efterretninger NSA indsamler og opbevarer,« lød en del af begrundelsen.

Grunden til at udefrakommende skulle kunne udregne anlæggets kapacitet er, at mange datacentre bruger vand som en del af servernes kølingssystem.

Men udtalelsen har alligevel fået energiforsker Jonathan Koomey, der er fellow ved Stanford Universitet, til at stille store spørgsmålstegn ved NSA’s argument.

»Der er mange forskellige måder at køle et datacenter på. Uden at vide mere omkring det egentlige anlæg, mener jeg ikke, at nogen vil være i stand til at give dig det korrekte regnekraftstal,« udtaler han.

Journalisten Nate Carlisle forsvarer sine intentioner med, at informationer om vandforbruget er en naturlig del af debatten omkring de lokale konsekvenser ved at lægge NSA’s nye anlæg i Utah.

»Vi er den anden mest tørre stat i nationen. Vi har for vane at tage højde for vandforbruget i denne stat fordi, vi er nødt til det. Der er bare ikke nok vand,« udtaler han.

Efter at have appeleret efterretningstjenestens afslag har Utahs State Records Committee netop afvist NSA’s forklaring og krævet, at Nate Carlisle får udleveret oplysningerne om datacenterets vandforbrug.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere