NSA skyder tilbage: De store it-firmaer kendte godt til overvågningen

Det burde ikke komme som en overraskelse for firmaer som Google og Facebook, at NSA indsamlede så mange data om deres brugere, siger NSA’s advokat.

Der har været højlydte protester over den overvågning, som NSA gennem Edward Snowdens læk er blevet afsløret i. Ikke mindst fra firmaer som Google og Facebook, som NSA har hentet data fra på flere måder, blandt andet ved at støvsuge lukkede fiberkabler til intern kommunikation mellem datacentre.

Men det er spil for galleriet, når de store amerikanske it-firmaer reagerer overraskede og forargede. De har skam i forvejen kendt til, at det skete, lyder det fra NSA. Det skriver The Guardian.

Ifølge Rajesh De, øverste jurist hos NSA, blev firmaerne orienteret både om indsamlingen gennem Prism-programmet og om den mere omfattende ’upstream’-indsamling, hvor data blev høstet fra internettets motorveje, for eksempel fiberkabler mellem USA og Europa.

Læs også: Ny afsløring: Microsoft hjalp NSA med adgang til Skype, Outlook.com og Skydrive

At firmaerne ved den første afsløring af Prism-programmet gik ud og sagde, at de aldrig havde hørt om det før, skyldtes ifølge NSA-advokaten, at Prism er det interne kodeord for dataindsamlingen.

Læs også: Google, Facebook og andre benægter anklager om statsovervågning

Gennem Prism-programmet kan NSA kræve adgang til specifikke personers kommunikation hos firmaer som Apple, Yahoo, Google, Microsoft og Facebook. Disse forespørgsler bliver behandlet i den hemmelige FISA-domstol, som i praksis altid giver NSA lov.

Men siden de første afsløringer i juni 2013 om NSA’s overvågning, har det vist sig, at NSA har indsamlet data fra de store it-selskabers trafik i meget større grad end specifikke Prism-forespørgsler. En udbredt teori er derfor, at Prism-programmet bliver brugt som juridisk rygdækning, så NSA gennem for eksempel FBI kun udbeder sig data, som tjenesten i forvejen har, og som skal bruges for eksempel i en retssag.

Hvad NSA-advokatens udsagn dækker over er derfor ikke helt klart, for hans udsagn gik kun på data indsamlet under den såkaldte paragraf 702, som blandt andet giver NSA lov til de Prism-baserede dataudleveringer.

Men NSA’s praksis med at aflytte intern trafik mellem for eksempel Googles datacentre, direkte fra lukkede fibernetværk, falder ifølge lækkede dokumenter under et andet regelsæt, kendt som ’executive order 12333’.

Læs også: Sådan kan NSA suge data uhindret fra Googles sikre sky

At forstå udmeldinger fra NSA bliver heller ikke lettere af, at NSA har vist sig at bruge begreber helt anderledes end andre. For eksempel dækker ’indsamling’ (collection) i NSA’s øjne ikke over data, som havner i NSA’s enorme databaser, men kun data, som bliver hevet frem og set af en analytiker.

Opdatering 24/3: Version2 har modtaget følgende kommentar til NSA-advokatens bemærkninger fra Facebooks pressefolk (oversat af Version2):

»Før det blev afsløret i pressen, havde vi aldrig hørt om Prism eller andre ordninger, hvor internetfirmaer, frivilligt eller ufrivilligt, gav staten direkte adgang til servere på nogen måde eller på nogen måde hjalp med i masseindsamling af brugerdata. Samtidigt har vi aldrig givet udtryk for, at vi ikke kendte til vores forpligtelser under FISA, som var emnet ved dagens høring. Faktisk har vi kæmpet for større gennemsigtighed omkring de forespørgsler relateret til national sikkerhed, vi modtager fra staten under disse regler. At antyde, at vi vildledte offentligheden, er frustrerende og usandt,« skriver Facebook.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Thomas Larsen

Det er da topmålet af arrogance og stupiditet at gå ud og udlevere de it-virksomheder som ind til nu har optrådt meget tilbageholdende i deres kritik af de amerikanske myndigheders hjernedøde og eksportundergravende efterretningstiltag. For at det ikke skal være løgn er NSA også dybt afhængig af de samme virksomheders samarbejdsvilje når de skal installere deres eksportundergravende dataovervågning. Vi skal nok ikke regne med at der er så meget samarbejdsvilje tilbage efter disse idiotiske udtalelser..

  • 5
  • 0
#2 Kenn Nielsen

Vi skal nok ikke regne med at der er så meget samarbejdsvilje tilbage efter disse idiotiske udtalelser..

Måske NSA & Co har vurderet at de kan opnå det samme ved en juridisk henvendelse + en gag-order. Hvorfor skulle de så undlade at tvære noget af skylden af på dem ?

Det er jo først og fremmest politik, og deraf afledte budgetter. Hvis ikke virksomhederne hiver penge nok til landet må borgerne bare grave dybere i lommerne til skattefar.

Sådan gør vi her i landet, så mon ikke også længere vestpå.

K

  • 2
  • 0
#3 Rene Hansen

Hmnjah..... Hvis du nu var et af de store firmaer som NSA gerne vil samle data fra, og du på et tidspunkt bliver tøsefornærmet og nægter at samarbejde, mon ikke NSA blot ville trække lidt på skulderen og spørge om du virkelig er blevet træt af at drive forretning? Der skal vist ikke meget fantasi til at forestille sig hvilken magt NSA kan få regeringen til at udøve for at lukke dig......

  • 3
  • 0
#6 Morten Jensen

Lige præcis! Det er et velkendt politisk kneb: Divide and conquer.

Få dine modstandere til at segmentere sig og få så diskussionen til at handle om de to modpoler i stedet, f.eks. rød/blå blok, for/imod EU, for/imod overvågning osv.

Så kommer man behændigt udenom de essentielle spørgsmål og får stoppet den reelle debat.

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere