Sikkerheds- og efterretningstjenesten NSA får fremover lov til uden forudgående dommerkendelser at aflytte alle former for teletrafik, der passerer gennem USA.
Det sker efter vedtagelsen af en ny lov, der giver NSA udvidede beføjelser med kampen mod international terrorisme som baggrund for loven, skriver Vnunet.
I praksis betyder loven ifølge teleanalytikere, at NSA får lov til at aflytte mere end 35 procent af den globale teletrafik, fordi en stor del af trafikken i dag sendes gennem netværk i USA.
Kritikere af loven frygter, at den kan blive misbrugt til at spionere mod eksempelvis amerikanske statsborgere uden direkte tilknytning til kampen mod terror.