NSA-infiltration af Nordkoreas cyberhær dokumenterede Sony-hacking
Det officielle USA var usædvanligt skråsikre, da først chefen for FBI og siden præsident Barack Obama udpegede Nordkorea som skurken i hackingen mod Sony Pictures i november 2014. Men angiveligt havde NSA skaffet beviserne gennem deres egen hacking, skriver New York Times.
Allerede i 2010 lykkedes det nemlig NSA at infiltrere den afdeling af Nordkoreas militær, som siden 1996 har specialiseret sig i cyberkrig.
NSA var dog angiveligt ikke i stand til at forhindre angrebet eller advare Sony i tide, da de første spear phishing-mails, som lokkede en medarbejder hos Sony til at installere malware og skaffede nordkoreanerne en systemadministrators login-oplysninger, ikke så usædvanlige ud.
Men efterfølgende var det altså muligt at spore angrebet tilbage til IP-adresser, som NSA tidligere havde bekræftet tilhørte Nordkoreas hackerbase i Kina.
Det var et usædvanligt træk at rette en direkte anklage mod en fremmed nation i forbindelse med et hackerangreb. Det er ofte vanskeligt at fastslå identiteten på bagmændene med sikkerhed, og der er da ifølge New York Times fortsat også sikkerhedseksperter som peger på, at andre grupper kan have stået bag og bevidst sørget for at få rettet opmærksomheden mod Nordkorea.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.