Novell overtager Sharepoint-rival

Novell har netop overtaget open source-selskabet Sitescape, der udvikler samarbejdsværktøjet ICEcore.

Softwareselskabet Novell, der blandt andet står bag SUSE-Linux, har netop overtaget det amerikanske open source-selskab Sitescape, der står bag det åbne produkt ICEcore.

Ifølge den danske open source-distributør Bjarke Alling fra Liga er der tale om et produkt, der skal konkurrere direkte med Microsoft Sharepoint-løsning.

»Vi forventer at høre mere om produktet, når Novell holder konference senere på foråret, men det er klart, at hvis produktet kommer til at spille sammen med eksempelvis Novells identity management og øvrige administrationsværktøjer, så bliver der tale om en særdeles spændende platform,« siger han.

Bjarke Alling tilføjer, at Novell har haft flere forsøg tidligere på at få opbygget noget portalteknologi omkring sin Groupwise-suite, men at det endnu ikke er lykkedes fuldt ud. Han ser derfor frem til, hvad Novells laboratorier får gjort ved Sitescapes produkter.

Parterne bag aftalen har valgt at hemmeligholde detaljerne i aftalen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere