Regeringen ville oprindeligt indbygge GPS-sporing i den kommende corona-app til smittesporing, der øjeblikket udvikles af den danske it-leverandør Netcompany, og som forventes at være klar til at blive lanceret i midten af juni.
Det skriver Altinget, der har fået aktindsigt i et et hidtil ukendt notat dateret 13. april, som er bestilt af regeringen, der har bedt Kammeradvokaten om at undersøge lovligheden af dataindsamling i smittesporings-appen. Notatet beskriver, at appen skulle lanceres i tre faser.
»Fase 3: Geolokation« var planlagt til at udkomme i dag, 29 maj, og ville »indebære, at der sker en geografisk placering af samtlige de borgere – dvs. smittede såvel som ikke-smittede – der har downloadet appen baseret på GPS,« fremgår det af notatet.
Appen skulle oprindeligt have været udviklet efter norsk forbillede, der gør brug af GPS-sporing for bl.a. at overkomme den sikkerhedsfunktion på Apples iPhones, som slukker for bluetooth, som 'kapper' appens forbindelse, når brugeren ikke aktivt bruger appen eller telefonen.
Den danske app skulle oprindeligt bygges på en centraliseret model, hvor data lagres på en central server hos staten, men dette vækkede privacy-bekymringer blandt eksperter og flere partier i Folketinget.
Nu er det blevet sådan, at appen baseres på den decentrale model fra Apple og Google, der betyder, at data indsamles med Bluetooth og uden GPS-sporing, og at borgerens kontakter kun bliver gemt lokalt på telefonen.