Norton-program forvekslet med adware

Et nyt program til download af større opdateringer til Symantecs Norton-programmer har vakt forvirring blandt kunderne.

Sikkerhedsfirmaet Symantec forsøger nu at udrede den forvirring, der er opstået blandt flere kunder omkring programmet Norton LiveConnect, der er blevet installeret på flere brugeres pc'er tilsyneladende uden godkendelse.

Flere af brugerne har således spekuleret i, om der var tale om et program, der skulle levere reklamer for Symantecs produkter, skriver InformationWeek.

Mistanken har rod i, at LiveConnect hos visse brugere viser beskeder om nye opdateringer til Norton-produkterne.

Ifølge Symantec er der imidlertid tale om, at LiveConnect blot skal gøre kunderne opmærksomme på opdateringer, der er tilgængelige for Norton-abonnenterne.

Når disse opdateringer ikke kan rulles ud via LiveUpdate, som Symantec benytter til virusdefinitioner og andre mindre opdateringer, skyldes det ifølge Symantec, at LiveUpdate ikke kan klare de store programopdateringer.

»De fleste ved ikke en gang, at de har krav på disse opgraderinger. Jeg vil gå ud fra, at kunderne ville blive sure, hvis vi ikke gjorde dem opmærksomme på det,« siger udviklingschef Rowan Trollope fra Symantec til InformationWeek.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Niels Ebbesen

Den tekniske (bort)forklaring giver jo ingen mening. Når Symantec er i stand til at pushe LiveConnect ud til alle deres kunder er de naturligvis også i stand til at at pushe en opdatering af LiveUpdate.

Symantecs produkter opfører sig i mange henseender netop som adware, og det er vel i grunden heller ikke så underligt:

Der er helt oplagt en interessekonflikt mellem Symantec og deres brugere.

Som bruger ønsker man en sikkerhedspakke der gør så lidt væsen af sig selv som muligt og holder sig i baggrunden indtil den dag der virkelig er noget alvorligt at tage stilling til.

Symantec derimod har et klart behov for at brande sig selv, så den almindelige bruger tænker Norton AntiVirus og ikke blot det generiske anti-virus.

Mit ellers langvarige forhold til Symantecs produkter endte for mange år siden den dag NAV uden nogen advarsel allokerede en del af taskbar'en til en stor gul Norton knap, og erstattede Windows XP's indbyggede Security Center med Symantec's egen kluntede variant.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere