Torsdag meldte flere norske medier, at de var blevet udsat for hackerangreb. Dagbladet, Se og Hør og tre andre Aller-ejede sider lukkede derfor ned i flere timer i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Det skriver Dagbladet.
Siderne lukkede ned, fordi en eller flere personer havde ændret i mediernes artikler. Eksempelvis blev en historie ændret, så det så ud, som om den norske statsminister blåstemplede pædofili.
En historie om indbrud i biler blev ændret til at have overskriften: 'Erna Solberg siger, det er okay' og manchetten: 'Pædofili er okay, så længe der ikke kommer sæd på barnet'.
Koncernchef i Aller Dag Sørsdahl siger til Dagbladet, at man har meldt sagen til politiet og fået overdraget en IP-adresse, som Dagbladet mistænker for at stå bag.
»Vi mener nu, at vi har identificeret problemet, og vi har ingen grund til at tro, at der er mere uønsket indhold på vores sider,« siger Dag Sørsdahl.