Norsk politi får lov til at tvinge narkosigtet til at åbne telefon med fingeraftryk

En 27-årig nordmand kan ikke længere nægte politiet adgang til sin telefon. Ordensmagten må gerne tvinge hans finger til at låse telefonen op, afgør dommer.

En norsk dommer har demonstreret, at en helt almindelig pinkode kan være fingeraftrykket overlegent, når det gælder om at holde uvedkommende ude af telefonen. I hvert fald hvis den uvedkommende er politiet.

En 27-årig norsk mand, der blev anholdt med over et halvt kilo kokain, har i to uger nægtet at give politiet adgang til sin telefon. Nu har en dommer imidlertid givet politiet lov til at tvinge mandens finger ned mod telefonen for at åbne den med fingeraftrykslæseren.

Det skriver Bergensavisen.

Læs også: Ekspert: Fingeraftrykslæser i iPhone 5S er sikkerhedsmareridt

Politiet formoder, at telefonens indhold er relevant for sagen mod den 27-årige.

‘Efter forrige retsmøde har politiet ved kendelse den 2. februar fået hjemmel til at åbne beslaglagt mobiltelefon, eventuelt om nødvendigt ved tvungen brug af sigtedes tommelfinger for at åbne hans mobiltelefon,’ lyder afgørelsen fra retten i Nordhordland.

Den 27-årige har erkendt sig skyldig i besiddelse af stoffer, men nægter at forklare, hvor stofferne kommer fra, samt hvem der eventuelt skulle modtage dem.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (21)

Johnnie Hougaard Nielsen

Funktionen til aflæsning af fingeraftryk kunne udstyres med en sikkerhedsfeature, således at den kan deaktiveres ved at blive betjent på en bestemt måde, måske blot en skæv vinkel. Den skulle så gå tilbage til at kræve pinkode, med den dertil hørende juridiske situation - og derfor ikke være nogen katastrofe at aktivere ved et uheld.

Michael Eriksen

Det er vel selvinkriminering, og det har en sigtet ikke pligt til at deltage i, lige så vel som man har ret til at benægte alt eller helt nægte at udtale sig. At tvinge en sigtet til at hjælpe anklagemyndigheden mod en selv lyder stærkt skummelt.

Mogens Hansen

Selvinkriminering handler om retten til at tie stille.

Der er her tale om adgang til en fysisk genstand, og det har politiet til enhver tid adgang til med behørig dommerkendelse - ligesom dit hjem, din bil og din computer (hvis du ikke udleverer nøglerne til hjemmet/bilen har politiet retten til at bruge en låsesmed).

Michael Eriksen

Der er her tale om adgang til en fysisk genstand, og det har politiet til enhver tid adgang til med behørig dommerkendelse - ligesom dit hjem, din bil og din computer (hvis du ikke udleverer nøglerne til hjemmet/bilen har politiet retten til at bruge en låsesmed).

Selvfølgelig har politiet ret til at tiltvinge sig adgang til mit hjem eller bil med en kendelse. Men de har ikke ret til at tvinge mig til at låse op. DET er den store forskel. Jeg kan ikke tvinges til at sætte mig selv i en potentiel dårligere situation mht. mit forsvar.

Johnnie Hougaard Nielsen

Det er vel selvinkriminering

Det tror jeg nu ikke. Politiet har jo også, med fysisk magt, lov til at beslaglægge nøgler, og andet fra den mistænkte, også selv om de ikke får noget ud af at spørge pænt. De skal jo "blot" fastholde den mistænktes finger mens de bevæger telefonen. Ikke noget som giver anledning til fysisk skade eller smerte.

Selvinkriminering ville det være at give sin viden til politiet, som fx en pinkode. Det er jo tilladt ikke at svare på spørgsmål.

René Nielsen

Er det en iPhone - så skal man taste password hver gang den booter og for hver 2 døgn - hvis man bruger fingeraftryk! Så hvis man er ved at blive fanget så skal man skynde sig at slukke telefonen.

Så ... hvis ikke poltiet kender password til telefonen (og det er der jo noget tyder på) og han ikke vil ud med det ... så er dommerkendelsen ikke noget værd ift. at få adgang til telefonen.

Til gengæld vil dommeren jo mene, at den mistænkte gemmer på noget!

Baldur Norddahl

Der er flere sider der detaljeret beskriver hvordan man snyder en fingeraftrykslæser hvis man har et fingeraftryk (ja iPhone kan også snydes). Så hvorfor besvære en dommer med det?

Mogens Hansen

Selvfølgelig har politiet ret til at tiltvinge sig adgang til mit hjem eller bil med en kendelse. Men de har ikke ret til at tvinge mig til at låse op. DET er den store forskel. Jeg kan ikke tvinges til at sætte mig selv i en potentiel dårligere situation mht. mit forsvar.


Nu er der rigtig mange detaljer vi ikke får ud af et 4-afsnits referat, så det er svært at vide præcis hvilke problemstillinger, dommeren har skullet afveje. Problemet er naturligvis, at i hus/bil situationen har politiet den sidste udvej at smadre døren. Den mulighed ligger ikke lige for med en smartphone. Jeg gætter på, at dommeren også har overvejet dagbøder.
Problemet er selvfølgelig, at den sigtede i denne situation nok har en del mere at miste ift nogle sure leverandører/kunder (der sikkert regnede med at veksle den halve kilo kokain for noget der ligner 1,5-2mio DKK) end nogen straf han kan se frem til at modtage for at nægte at samarbejde.
Dét har dommeren måske også indset, og dermed faktisk givet den sigtede en kattelem. Når de bredskulrede herrer med boltsaksen dukker op, er der da et vist forsvar i at kunne sige "Jamen de tvang mig til det - se selv, det står i avisen".

Baldur Norddahl

Du kan skam blive tvunget til en hel masse ting i arresten. Ikke mindst så kan du blive tvunget til at afgive dit fingeraftryk. Er det ikke lidt ligegyldigt om politimanden tvinger din finger ned på en klat sort blæk eller ned på din telefons fingeraftrykslæser?

Jeg har ingen personlige erfaringer, men mon ikke det med blæk hører til i film nu og er erstattet af en fingeraftrykslæser? Så vi er ude i at du føler dine rettigheder voldsomt krænket alt efter hvilken aflæser din finger bliver trykket ned imod.

Mogens Hansen

Du kan skam blive tvunget til en hel masse ting i arresten. Ikke mindst så kan du blive tvunget til at afgive dit fingeraftryk.


Ikke uden videre. Der er lige nogle kedelige formelle krav om at du skal være mistænkt i en sag, at og aftrykkene skal være nødvendige for efterforskningen. Det hjælper også, hvis den sag du er mistænkt i, giver mindst 18 måneders fængsel.
Det siger de formelle regler i hvert fald. Politiet kan selvfølgelig give dig et tilbud om at tage dig ud af din isolations-varetægt nogle dage før beregnet, mod at du helt frivilligt afgiver dine aftryk.

Jørgen L. Sørensen

Er det ikke lidt ligegyldigt om politimanden tvinger din finger ned på en klat sort blæk eller ned på din telefons fingeraftrykslæser?

Nej, det er ikke ligegyldigt --- for det er ikke det samme!

Fingeren i blækket og derefter på et stykke papir giver politiet adgang til at gemme og undersøge dit fingeraftryk.

Fingeren på fingeraftrykslæseren på telefonen åbner (sandsynligvis) adgang til data på telefonen og giver dermed politiet mulighed for at undersøge sms'er, kalender, hvem ejeren har kommunikeret med osv. osv.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer