Norsk datatilsyn i kovending: Google Analytics alligevel ikke ulovligt

Google Analytics er i strid med persondataloven, sagde Norges Datatilsynet for et halvt år siden. »Google havde formentlig sit på det tørre hele vejen igennem,« lyder den nye melding fra tilsynet.

Det norske datatilsyn satte gang i en heftig debat, da det sidste år slog fast, at Google-tjenesten Analytics var i strid med norsk persondatalovgivning.

Læs også: Norsk datatilsyn dømmer brugen af Google Analytics ulovlig

Læs også: Dansk datatilsyn ved ikke om Google Analytics bør være ulovligt

Men det var åbenbart en brøler fra tilsynets side, for det er ikke længere den officielle holdning, skriver it-mediet Digi.no.

»Google havde formentlig sit på det tørre hele vejen igennem,« siger direktør i det norske Datatilsynet, Bjørn Erik Thon, i et interview med Digi.no.

Google Analytics er verdens mest udbredte værktøj til analyse af webtrafik.

Datatilsynet undersøgte sidste år brugen af Google Analytics på hjemmesiderne for Lånekassen og Skattedirektoratet og kom frem til, at den måde, værktøjet behandler IP-adresser på, var i strid med norsk persondatalovgivning. Forklaringen var, at Analytics indsamler oplysninger om IP-adresser, som er personlige data, for de besøgende på hjemmesider.

Tilsynet er nu kommet frem til, at Google Analytics kan anonymisere de behandlede IP-adresser på en måde, som gør værktøjet spiseligt. Der er konkret tale om funktionen _anonymizeIP(), som fjerner den sidste byte i en adresse, inden data lander hos Google.

Hvis virksomheder og myndigheder sørger for at slå den til, er der ingen grund til at lægge Analytics for had, siger direktøren.

»Google ligger inde med rigtig mange oplysninger hentet fra Gmail, Youtube, Chrome og så videre. De har rigtig mange tjenester. Vi var i tvivl om, hvorvidt data fra webanalyse også slås sammen med andre typer oplysninger. Det har vi nu fastslået, at de ikke gør,« siger Bjørn Erik Thon til Digi.no.

Du kan læse hele interviewet hos Digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere