Siden NemID blev lanceret i 2010, har det været umuligt at bruge den til offentlige websider på for eksempel en iPad eller fra en smartphone. Her kan man nemlig ikke køre den Java-applet, som NemID kræver.
Det skal en ny NemID-løsning, baseret på Javascript, lave om på, med lancering i slutningen af 2013 eller starten af 2014, hvis alt går efter planen. Og det har vakt interesse i Norge.
Her driver Nets nemlig en fætter til NemID, BankID, som bliver brugt af landets banker, men også kan bruges på offentlige websider, for eksempel det norske skattevæsen og ved køb og salg af ejendom.
Ligesom den danske NemID er BankID baseret på Java, men modsat den danske løsning er BankID med tiden blevet udvidet med en mobiludgave og med en app til iOS. En version til Android er på vej. Det skriver Digi.no, som har spurgt BankID, om man vil følge det danske eksempel og udvikle en Javascript-udgave.
Svaret lyder, at situationen i Norge er anderledes end i Danmark, da BankID med de forskellige mobile muligheder allerede ’er i færd med gradvist at frigøre sig fra Java’, lyder meldingen.
Hvor NemID i Danmark består af én samlet løsning, der rummer to forskellige adgangsveje – login til netbank samt OCES-delen til offentlige websider – er den norske BankID mere kompliceret. Her har bankerne forskellige måder at servere engangspasswords på, og BankID til mobilen kan heller ikke bruges i alle sammenhænge.
Hos BankID overvejer man løbende, om man hellere skal satse på Javascript, eller om løsningen med mobil-apps er god nok, skriver selskabet til Digi.no. Men der er ingen tydelig industritrend, og derfor ingen tydelig konklusion i retning af webteknologier hos BankID. Derfor kan det også være, at det bliver en kombination med både webteknologier som Javascript og apps til specifikke platforme, lyder svaret.