Den norske stat tager livtag med lokale EPJ-kongedømmer

Et ny norsk direktorat for it i det norske sundhedsvæsen skal sikre én landsdækkende patientjournal og mindre suboptimering i regionerne. Og så ved alle de lokale beslutningstagere også, hvem der bestemmer, lyder det.

Det skal være slut med suboptimering og it-kongedømmer inden for udviklingen af elektroniske patientjournaler (EPJ) i Norge. Det er et af hovedargumenterne for, at vores broderland i nord nu åbner et selvstændigt og magtfuldt EPJ-direktorat. Det skriver Digi.no

Ifølge departementschef i det norske Sundheds- og omsorgsministerium Bjørn-Inge Larsen taler historien sit tydelige sprog om centralisering af magten i EPJ-udviklingen.

»Indførelsen af it-baserede løsninger har været præget af suboptimering siden 1990'erne. Dengang manglede der både magt og virkemidler. Heldigvis er situationen en helt anden i dag, og oprettelsen af e-helsedirektoratet er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning,« siger han.

Ambitionen på EPJ-området i Norge er at afskaffe al papir i sundhedsvæsnet, sikre én og kun én journal til hver patient og at opnå en situation med få, fælles løsninger for hele landet.

Der vil sikkert opstå en del diskussioner og småskænderier, mener sundheds- og omsorgsminister i Norge Bent Høie.

Det er ambitioner i verdensklasse og kræver en helt ny central styring af området.

Derfor vil det nye direktorat - kaldet Direktorat for e-helse - få central kontrol over sundhedsdata og alle aktører på området.

Sundheds- og omsorgsminister i Norge Bent Høie udtaler, at it er nøglen til at sikre et godt sundhedssystem. Men han lægger heller ikke skjul på, at sektoren er præget af autonomi:

»Der vil sikkert opstå en del diskussioner og småskænderier mellem de mange søskende i sundhedssektoren, men så er det jo godt for dem at vide, at der findes foresatte, som kan klare sagerne,« siger ministeren - halvt i spøg.

Hver region i Danmark har sit eget EPJ-system

Problemstillingen kendes fra Danmark, hvor de fem regioner i dag har hver deres EPJ-løsning - dog forventes Region Sjælland og Region Hovedstaden at implementere én fælles løsning inden for de næste to år.

I Norge er halvdelen af indbyggerne i dag omfattet af én type landsdækkende journal, kaldet kernejournalen.

Den indeholder de vigtigste patientdata og giver også brugerne mulighed for både at se data og uploade oplysninger.

Fremover er der lagt op til, at både stat, kommuner, leverandører, udviklere, hospitaler og andre aktører vil blive mødt med tydeligere ønsker og krav til EPJ-udviklingen.

Det nye direktorat vil omfatte 238 medarbejdere fordelt i Oslo og Trondhjem.

Det norske sundhedsvæsen omfatter 17.000 store og små aktører, herunder privatpraktiserende læger, sygehuse, samt leverandører af diagnosticeringsudstyr, andet medikoudstyr og it-løsninger.

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen