På trods af Rigsrevisionenskradse kritik af Sundhedsplatformen og den faldende aktivitet på de østdanske sygehuse er vores naboer mod nord i gang med at købe et system fra samme it-leverandør, Epic.
Det skriver det norske teknologimedie Digi.no.
»Helseplattformen« skal indføres i den norske sundhedsregion Helse Midt-Norge med i alt ni hospitaler, 84 norske kommuner og familielæger i området som prøveklud. På sigt er målet at indføre et fælles EPJ-system i hele Norge.
Epic har kæmpet med it-virksomheden Cerner om kontrakten på 2,7 mia. norske kroner, men da Cerner har trukket sig, er Epic nu eneste tilbageværende leverandør.
Det har skabt bekymring for, at Norge skal opleve de samme problemer som Danmark, men ifølge den norske sundhedsminister Bent Høie, vil man lære af de danske fejl, inden man underskriver kontrakten.
»Jeg forventer, at Helse Midt-Norge indhenter viden om de forhold, der er blevet afdækket af Rigsrevisionen i Danmark og tager ved lære af rapporten,« siger han til digi.no.
Man kan selvfølgelig diskutere, hvad den lærdom kan bruges til, når Epic er eneste tilbageværende leverandør.
Kritik af danske brugere
Hos brancheorganisationen IKT-Norge vurderer man, at Epic er kendt som noget af det bedste sundheds-it på markedet og mener, at det er de danske brugere, der ikke forstår Sundhedsplatformen.
»Epic er kendt for at være et af verdens mest avancerede og bedste sundhedssystemer. Det er implementeret på tusindvis af hospitaler og fungerer godt mange steder,« siger Nard Schreurs, direktør for sundheds-it i IKT-Norge, til digi.no.
»Det store problem i Danmark har været, at brugerne ikke har forstået, hvordan de skal bruge systemet, hvilket har skabt konflikt. Jeg underkender ikke Rigsrevisionens arbejde, men jeg tror, at implementeringen er gået galt, fordi man har forsøgt at tvinge folk over i processer, de ikke kunne lide.«
Den norske kontrakt med Epic forventes underskrevet i 2019.