Nordkorea afviser beskyldninger om cyberangreb
Det har ikke været småt med cyberkriminalitet i 2017, og i flere tilfælde er Nordkorea blevet udpeget som bagmand bag angrebene - eksempelvis det verdensomspændende ransomware angreb WannaCry, der inficerede over 230.000 computere på verdensplan.
Men nu har en talsmand for den nordkoreanske regering blankt afvist, at landet skulle have noget at gøre med de mange angreb.
Det skriver Reuters.
For blot to dage siden meldte rådgiver for Donald J. Trump Thomas P. Bossert ud, at man efter omhyggelig efterforskning var nået frem til, at Nordkorea stod bag det enorme WannaCry-angreb:
»Cybersikkerhed er ikke let, men principperne gælder stadig. Ansvarlighed og samarbejde. Det er hjørnestenene for sikkerhed og modstandskraft i ethvert samfund. I forlængelse af dette - og efter omhyggelig efterforskning - giver USA i dag Nordkorea skylden for det omfattende WannaCry-angreb,« skrev Thomas P. Bossert i Wall Street Journal.
Men den beskyldning vil Nordkorea altså ikke finde sig i:
»Som vi har meddelt ved flere lejligheder, så har vi intet at gøre med cyberangreb, og vi føler intet behov for at svare på enkeltsager under så absurde beskyldninger fra USA,« sagde en talsmand til Nordkoreas officielle nyhedsbureau, KCNA.
