Nordjysk landsby giver Google gigabit-baghjul

Om godt et år kan borgerne i den lille landsby Tranum ved Jammerbugten i Nordjylland surfe på internettet med svimlende hastigheder på op til 1 gigabit. Projektet overhaler Googles tilsvarende gigabitprojekt i USA med næsten to år.

Hvad der i dag er science fiction for alle dødelige, der hverken arbejder hos Cern eller i klodens internetknudepunkter, bliver om lidt over et år virkelighed for borgerne i den nordjyske landsby Tranum.

I januar 2012 får udkantsindbyggerne nemlig mulighed for at gå på internettet med hastigheder på op til 1 gigabit i sekundet. Dermed kan de for eksempel downloade en propfyldt dvd på under et minut - noget, der med dagens 10 megabit standardinternetforbindelse vil tage over halvanden time.

Projektet er døbt ”Digitale Tranum – måske Europas hurtigste landsby” og er kommet i stand som et samarbejde mellem Tranum Landsbyråd, fiberleverandøren Bredbånd Nord og indholdsselskabet Waoo.

Ifølge en pressemeddelelse vil Tranum dermed overhale Googles meget omtalte gigabit-projekt i Kansas City, der først står færdigt i 2014.

»I sidste ende handler det om at sikre Tranums fremtid som en attraktiv landsby i en stadig mere globaliseret verden. Vi forsøger at fjerne de geografiske afstande gennem en fremtidssikret digital infrastruktur,« udtaler initiativtageren til projektet, formanden for Tranum Landsbyråd, Per Lorenzen, i meddelelsen.

Kernen i projektet er at give borgerne adgang til lynhurtige fiberbredbåndsforbindelser, der reelt er op til 1.000 gange hurtigere end de internetforbindelser, mange udkantslandsbyer i dag må lade sig nøje med. Men også Jammerbugt Kommune vil bruge projektet til at høste erfaringer med digital borgerservice og digitale ældrepleje, ligesom den lokale skole naturligvis får helt andre muligheder for digital undervisning.

Borgmester Mogens Gade og initiativtager Per Lorentzen. Illustration: Axel Søgaard

»Målet er at 50 procent af borgernes henvendelser til kommunen i 2015 skal foregå digitalt. Projektet i Tranum vil give os nogle værdifulde erfaringer med, hvilke muligheder vores borgere vil finde relevante,« udtaler Jammerbugt Kommunes Venstreborgmester, Mogens Gade.

»Både den tidligere og den nuværende regerings målsætning er, at alle danskere skal have adgang til 100 Mbit/s inden år 2020, men det er ikke særlig ambitiøst, og udviklingen vil mange steder gå meget hurtigere. For os er projektet en god lejlighed til allerede i 2012 sammen med borgerne i Tranum at høste erfaringer med, hvordan betydeligt højere bredbåndshastigheder rent faktisk vil komme et lille lokalsamfund til gavn,« udtaler Carsten Jensen, administrerende direktør i Bredbånd Nord.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Jeg kunne forestille mig at det bliver til de normale priser - hvis det kommer til at koste 5-10 gange hvad en Waoo forbindelse koster i dag får de 0 test personer, og så falder det til jorden.

  • 1
  • 0
Brian Højen-Sørensen

Det kan man da allerede få i København (og sikkert mange andre steder), sidder selv med 20/20 (den mindste forbindelse) hos sagitta.dk, og kan vælge 100/100 for 500kr om måneden. De kunne dog sikkert overtales til 1 gigabit, da de leverer op til 10 gigabit til virksomheder.

Så undskyld hvis jeg ikke er så benovet. :-)

  • 0
  • 0
Claus Stovgaard

Jeg vil mene det er godt på vej flere steder.

F.eks. har Foreningen Kollegienet Odense ( FKO - http://www.kollegienet.dk ), opgraderet deres interne struktur i sommers med bl.a. en 10G backbone. Og har for ca. en måned siden opgraderet opkoblingen til fsknet til 10G. Stille og rolig får de forskellige kollegier opgraderet deres forbindelse til 1G, hvor det så bliver fordelt mellem beboerne.

F.eks. har H.C. Ørstedskollegiet en 1G forbindelse som bliver delt ud til beboerne, og der er nogen gigebit porte rundt om på kollegiet hvor der er set hastigheder over 800 mbit. De fleste sidder på en 100/100 mbit port, så det er den som sætter hastigheden.

Prisen. Lige over 50 kr. om måneden, da meget bliver lavet som frivillig arbejde i foreningen. Det skal lige siges jeg er selv frivillig i foreningen.

  • 1
  • 0
Lasse Poulsen

Jeg sidder pt. på en 100/100 Mbit og min erfaring er helt klart at indholds udbyderne ikke er klar til presset af private 100+ Mbit, det er ret ofte jeg downloader software eller musik med 200-600 KB/s... ikke lige frem de ~11MB/s der er mit teoretiske maks.

  • 1
  • 0
Thomas S. Sørensen

Brian umiddelbart lyder du lidt benovet :-)

du sidder selv med 2% af den forbindelse de får stillet til rådighed og du kan opgradere helt op til at få 10% af den de kan få.
At virksomheder kan få op til 10G betyder ikke at det er noget du som privat har mulighed for at få.

  • 2
  • 0
Brian Højen-Sørensen

Ikke rigtig (kommer selvfølgelig an på prisen), det jeg mener er at det næppe er noget der tager lang tid at udrulle til næsten hele landet. Jeg har bestemt ikke personligt brug for mere end 20/20 og ihvertfald ikke mere end 100/100.

Så gigabit internet er ikke noget jeg ser som science fiction, men bare som et spørgsmål om vi vil have det og til hvilken pris.

  • 0
  • 0
Øyvind Strøm

Hej

Som deltager i projektgruppen for Digital Tranum kan jeg måske bidrage lidt.

Først, tak for kommentarer.

De som allerede er Waao/Bredbånd Nord kunde får 10-doblet hastighed i et år, uden ekstra kostnad. Dvs. har man 100/100, får man 1000/1000.
Nye abbonenter tegner et 20/20, 50/50 eller 100/100 abbonnement, og får også en 10-dobling gratis i et år. I tillæg slipper de for etableringsprisen - dvs. at de ikke betaler for at få det ind i huset.

Det skal også skydes ind at hastigheden er garanteret, så man deler ikke en 1GBps linje med andre - og det er samme hastighed for upload som download.

Efter 1 år sættes man per default tilbage til gammel hastighed, men får selvfølgelig mulighed til at opgradere.
Bredbånd Nord har såvidt jeg ved ikke lagt denne prisen fast endnu, men det de haver antydet er på ingen måde urimelig.

Jeg er personlig meget glad for denne modellen, for som andre siger - med høj pris får man ingen testkunder.
Og vi vil gerne have mange koblet på. Ikke mindst fordi vi spørger os selv - "Hvad sker når en lille landsby får superhurtig internet forbindelse?".
Vi har mange idéer selv, og arbejder med forskellige leverandører for at give projektet indhold. Og vi er meget interesseret i at modtage indspild.

Hurtig Internet i sig selv har ingen værdi - det er hvad man kan med det som giver værdi.

Til sidst, det er ikke et år til vi haver 1 Gbps, men 1 måned til.

mvh
Øyvind Strøm

  • 5
  • 0
Anonym

Jeg håber at uddannelsesinstitutioner kommer med på den moderne bølge, og giver mulighed for streaming af alle forelæsninger og online projektrum. Det kunne være en oplagt mulighed for at holde på ungdommen i "udkantsdanmark".

Københavner og Århusianer firmaer må også gerne begynde at indse at det ikke er nødvendigt at have lokal arbejdskraft, men at mange opgave snildt kan klares fra den anden ende af landet uden at disse personer dukker personligt op på firmaadressen.

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Københavner og Århusianer firmaer må også gerne begynde at indse at det ikke er nødvendigt at have lokal arbejdskraft, men at mange opgave snildt kan klares fra den anden ende af landet uden at disse personer dukker personligt op på firmaadressen.

Hvis man begynder at være lidt kreativ, så kan sådanne tiltag blive redningen for (udkants) Danmark.

Der er mange (men ikke alle det skal vi huske) der i dag beskæftiger sig med arbejde der hovedsageligt fordrer at de sidder foran en computer, men det er ikke ideelt at lave det som hjemmearbejdspladser af flere grunde:

Langsom forbindelse til firmaet og dets data.
Dårlige telefoni muligheder
Social afsondrethed
etc etc.

Jeg kunne forestille mig at man kunne lave "landsbyløsninger" hvor man havde et fælles kontor/center hvor folk kunne lave remote arbejde, og samtidig have et socialt tilhørsforhold, og have "kolleger" man kunne småsludre med og spise frokost med osv, så man ikke forsumpede socialt.

Samtidig kunne højhastighedsforbindelsen sørge for god dataadgang til moderfirmaet, integreret og omstilbar telefoni, videokonference i høj kvalitet, så man kunne vende problemer med andre kolleger osv.

Folk kunne så nøjes med måske at pendle 1-2 gange om ugen, eller hvad man nu synes er passende, i stedet for hver dag.

Og samtidig kunne der også være plads til iværksættere og små virksomheder i fællesskabet.

  • 2
  • 0
Øyvind Strøm

Gode tanker. Jeg er fuldstændig på linje med dig i dette, og det er med i projektet. Vi haver nogle fra Aalborg Universitet som vil følge denne delen af projektet.
Video bliver en vigtig del af det hele. Digitale borgertjenester, telemedicin, telepresence. Uden at sige for meget - vi skal jo have nogle flere nyheder at komme med. :-)

  • 0
  • 0
Gert Madsen

Det har jo været forsøgt flere gange, så vidt jeg ved uden det store held.

Det kunne egentligt være interessant med en indsamling af erfaringerne fra disse forsøg.

Mit eget bud er mangel på kompetencer til distanceledelse.

Og så må man nok ikke glemme snob-effekten af at rejse til Vietnam. Det lyder mere sexet end at køre til Naksov.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere