For en gangs skyld halter de nordiske lande gevaldigt efter, når det gælder en måling af it-anvendelsen. Og miljøevangelisten Al Gore må nok hellere kigge forbi de nordiske breddegrader en ekstra gang, hvis skandinavernes indstilling til anvendelsen af grøn it skal ændres.
Af en ny undersøgelse, som analysefirmaet Vanson Bourne har udarbejdet for softwareselskabet Bea fremgår det, at kun 29 procent af de nordiske it-chefer er parate til at reducere energiforbruget i it-afdelingen. Mest bekymrede for naturen er de i Holland, hvor 47 procent af it-cheferne melder ud, at de vil reducere deres energiforbrug. Det skriver Børsen.
»Billedet passer fint på Danmark. Danske virksomheder mangler stadig et gennembrud for grøn IT. Der har i debatten været megen snak, men få konkrete eksempler på, hvordan man gør sin IT grønnere. Det handler jo ikke kun om at redde verden, men også om sund og effektiv IT-drift,« siger Jørn Jacobsen, adm. direktør for BEA Systems Danmark til avisen.
53 procent af it-cheferne oplyser, at det først og fremmest er omkostningerne ved grøn it, der er i vejen for det miljørigtige indkøb. Lidt under en fjerdedel oplyser, at de ikke ved tilstrækkeligt om nye teknologier, og kun 16 procent af it-cheferne kender de konkrete produkter.
Men ingen gider betale
Den manglende grønne interesse er også noteret i verdens største it-selskab, HP, hvor direktør Henrik Sinnbeck til Børsen Klima siger:
»Det er en lidt underlig situation. Alle har holdninger, men ingen vil betale, hvad det koster. Når det gælder økologisk mad, betaler folk gerne mere, men ikke når det gælder elektronik.«
HP overvejer nu at indlede et samarbejde med Elsparefonden, og eventuelt sælge en el-spareskinne sammen med it-udstyret.
Undersøgelsen er gennemført i januar måned i år og omfatter over 400 it-chefer i 11 europæiske lande - herunder også Danmark.