Over 3,6 millioner danskere er i løbet af de seneste måneder blevet flyttet fra NemID til afløseren MitID, som de blandt andet skal bruge for at blive lukket ind i deres netbank.
Men samtidig med overflytningen af millioner af danskere er Nordea på trapperne med en konkurrerende løsning til den danske login-tjeneste.
Fremover bliver det nemlig muligt for Nordeas kunder at tilgå netbanken uden at benytte sig af MitID.
Nordea er dog yderst sparsom med informationer om den kommende løsning.
Version2 har været i kontakt med banken, som afviser at stille op til interview om den kommende løsning. Nordea vil heller ikke forklare, hvornår man tager den konkurrerende løsning i brug, eller hvordan den kommer til at fungere for brugerne.
Nordea understreger dog, at den kommende konkurrent til MitID ikke skal ses som et forsøg på underminere brugen af MitID.
»I Nordea bakker vi fuldtonet op om MitID. Vi anbefaler vores kunder at oprette MitID-løsningen til deres digitale færden, da det er med til at styrke den digitale sikkerhed for vores kunder. Men vi har kunder, som af forskellige årsager har behov for en anden log-in-metode til deres net- og mobilbank,« skriver Nordea i en mail til Version2, der fortsætter:
»Derfor er vi – på linje med andre banker – i gang med at udvikle en teknisk løsning, så vores kunder altid kan tilgå deres net- og mobilbank på en let og tilgængelig måde. Vores identifikationsløsning vil naturligvis kun virke til Nordea-produkter.«
Læs også: MitID-overgang udskudt efter kaos på borgerservice: Banker holder fast i hurtig overgang
Det fremgår ikke af svaret fra Nordea, hvilke brugere der har behov for en anden login-metode.
Hos Digitaliseringsstyrelsen, der står bag udbuddet af MitID, ønsker man ikke at kommentere på Nordea eller andre bankers planer om at bygge alternativer til MitID.
Derfor afviser styrelsen også at stille op til interview, men skriver i en kort mail til Version2, at man glæder sig over opbakningen til MitID.
»Vi kan ikke kommentere på enkelte bankers private tilbud. Vi noterer os i øvrigt, at Nordea bakker fuldt op om MitID og på lige fod med andre banker bidrager til migreringen fra NemID til MitID,« skriver Digitaliseringsstyrelsen i sit svar.
Kritik fra brugere og eksperter
MitID skal fungere som afløseren for NemID, og over de seneste måneder har de danske banker brugt kræfter på at få flytte deres kunder fra NemID til MitID. Men skiftet er langt fra foregået uden problemer.
Sikkerhedseksperter langede kort tid efter lanceringen af MitID ud efter løsningen, fordi man ikke skal bruge noget kodeord for at gøre brug af den.
»Det er uforsvarligt den måde, man har lavet det på. Man har nok gjort det for at gøre det mere brugervenligt, men det har en bagside. Det åbner op for et utal af mulige svindelnumre, vi ved, de it-kriminelle gør brug af,« lød det sidste år fra CTO hos it-sikkerhedsvirksomheden CSIS, Jan Kaastrup, til DR.
Læs også: Sociale medier koger: »MitID er en katastrofal brugeroplevelse«
Brugervenligheden i MitID har også været under kritik fra flere sider.
I april kunne Version2 fortælle, hvordan flere it-folk på sociale medier langede ud efter omstillingen fra NemID til MitID.
»Konverteringen til MitID er UX-mæssigt en katastrofe. Hvis man overskrider bankens deadline, ryger man ned i et hul og du kan IKKE selv komme op,« lød den første del af en længere Twitter-tråd fra Anders Tang, der til dagligt arbejder med it.
Digitaliseringsstyrelsen afviste dengang at stille op til interview om sagen, men skrev i et mailsvar til Version2, at man arbejder på at nedbringe ventetiden på supporten.
Udbud til knap en milliard
MitID bliver leveret af Nets, der vandt udbuddet i 2019 om at levere den nye afløser for det mere end 11 år gamle NemID.
Digitaliseringsstyrelsen har betalt 939 millioner kroner for drift og udvikling af systemet, som Nets skal drive de kommende ti år. Lidt hurtig hovedregning afslører, at det er 93,9 millioner kroner om året, Nets tjener på systemet.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, der i samarbejde med bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, har ansvaret for at få de mange millioner danskere over på den nye løsning.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.