Nordea forhandlede i al hemmelighed med Danske Bank bag ryggen på de øvrige Swipp-banker

Siden før sommerferien har der foregået forhandlinger mellem Danske Bank og bankerne bag konkurrenten Swipp. Men Nordea har sideløbende kørt parallelle, hemmelige forhandlinger, som nu har sat de øvrige Swipp-banker skakmat.

Noget kunne tyde på, at der er blevet begået en form for mytteri i den danske branche for mobilbetalingstjenester.

I sidste uge kom det frem, at Nordea forlader den synkende skude i Swipp-samarbejdet for i stedet at parre op med Danske Bank om deres succesfulde MobilePay. Men ifølge anonyme kilder, som Jyllands-Posten har talt med, har der været ufine metoder i brug i den proces.

Læs også: Nordea dropper ud af Swipp til fordel for MobilePay

Forløbet viser, at der i flere måneder har været ført hemmelige forhandlinger mellem bankerne bag Swipp og Danske Bank, og at Swipp sideløbende har forhandlet med Nets siden efter sommerferien. Men til Swipp-bankernes store overraskelse har der været endnu et hemmeligt forhandlingsforløb, som de intet har kendt til: Bag om ryggen på dem har Nordea forhandlet – og lukket en aftale – med Danske Bank.

Det fortæller anonyme kilder til Jyllands-Posten.

To Nordea-folk førte forhandlinger

Hele den spegede affære tog sin begyndelse inden sommerferien, hvor Danske Bank rakte en arm ud til Swipp-bankerne om at indlede forhandlinger. Det takkede bankerne ja til og nedsatte et forhandlingsudvalg bestående af fire markante herrer fra den danske bankverden: Anders Jensen, der er koncerndirektør i Nykredit, Jan Svarre, direktionsmedlem i Sydbank, Jesper Schiøler, direktionsmedlem i Lån & Spar Bank, og Torben Laustsen, chef for privatkunder i Nordea.

Torben Laustsen har således været til stede ved adskillige møder med Danske Bank-toppen, ligesom de fire mænd i udvalget konstant har afstemt beslutninger med hinanden over mail. Men Torben Laustsen var ikke den eneste Nordea-mand, der førte forhandlinger med Danske Bank, lyder det ifølge Jyllands-Postens kilder.

Læs også: Swipp erkender nederlag til MobilePay blandt private - satser nu fuldt ud på butikkerne

Sideløbende stod adm. direktør Peter Lybecker fra Nordea Danmark i spidsen for bankens solo-forhandlinger med Danske Bank. Forhandlinger, som altså i sidste ende endte med, at Nordea slog pjalterne sammen med Danske Bank - bag om ryggen på de resterende ca. 70 Swipp-banker.

Swipp-banker sat skakmat

Flere af de tilbageværende banker i Swipp-samarbejdet peger nu på, at Nordea reelt har sat dem skakmat med sit træk. Et samarbejde med Nets er væsentligt mindre interessant uden Nordea, og storbankens exit gør det også umuligt at fortsætte på egen hånd. På forhånd var Swipp en økonomisk og brugermæssig fiasko, og uden den største bidragyder i form af Nordea vil det være noget nær umuligt at vende tjenesten til en succesforretning. Derfor er bankerne næsten tvunget til at tilslutte sig Danske Bank og Nordeas aftale omkring MobilePay, lyder analysen fra Jyllands-Postens kilder.

Det er dog ikke lykkedes for avisen at få en udtalelse om sagen fra hverken Danske Bank, Swipp-bankerne eller Nets, som også lå i forhandlinger med Swipp.

Læs også: Nu kan du betale med Swipp, når du handler over nettet

Nordeas pressechef, Martin Kjærgaard Nielsen, har dog i en mail til Jyllands-Posten udtalt sig om bankens rolle i sagen:

»Vi har deltaget i det omtalte forhandlingsudvalg for at beskytte vores 30 pct. ejerinteresse i Swipp. Da udsigten til en aftale i regi af Swipp trak ud, valgte vi at indgå en aftale direkte med Danske Bank. En aftale, der også rummer en åben invitation til øvrige banker. Vi har fra starten af forløbet gjort det klart, at en eventuel aftale med en tredjepart ville kræve en individuel aftale mellem hver enkelt bank og tredjeparten,« skriver han i mailen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Nielsen

Det er jo ikke ligefrem gratis at udvikle og drifte systemer som Swipp og Mobilepay.

Danskebank har troet at (mobilepay) kunderne ville skifte til deres bank og Nordea har troet at Deres Swipp sammen med 70 andre banker med tiden kunne nå en ligeværdig andel. Ingen af delene er sket.

Det er jo ikke raketfysik – en betalingsapp flytter ikke kunderne og begge betalingsapps giver deres ejere store underskud - det er derfor de søger sammen, for så sparer de drit og udvikling til det ene af systemerne.

Og mon ikke der har været meget balv og ævl i en styregruppe hvor der sad 70 banker, med hver deres dagsorden?

  • 0
  • 0
Kim Schulz

Så du mener, at det havde været lige så godt eller bedre, hvis Danske Bank havde lukket Mobile Pay og joinet Swippgruppen?

Nu var Danske Bank jo faktisk en del af SWIPP indtil de valgte at udvikle MobilePay i parallel og samtidigt hale Swipp udviklingen i langdrag. Der går manger rygter om hvorfor (bl.a. noget omkring deres daværende ejerskab af dele af nets, der jo er største vinder i denne krig) men et er sikkert - de er ikke blege for at bruge ufine metoder og nu har Nordea så joinet dem på The Dark Side.

  • 5
  • 0
Thomas Toft

Hvor er jeg dog glad for jeg forlod begge de to banker. Er der nogensinde noget de gør uden at bruge ufine metoder? Bankverdenen har ikke ligefrem et godt ry, men Nordea og Danske Bank gør i hvert fald sit til at opretholde sandheden bag.

For øvrigt ønsker jeg dem held og lykke når Google og Apple udruller deres konkurrent.

  • 2
  • 0
Morten Borg

Det er vel overordnet set godt nok at denne krig, uanset hvordan den kommende tid udarter sig, kommer til en afslutning.

Konkurrence er jo normalt godt, men i dette tilfælde må man må sige at selvom de umiddelbart fremstår som vindere, så er det Danske Bank der ultimativt har dummet sig. Havde de ikke kørt solo, havde de danske bankers mobilløsning været langt længere fremme i detailbranchen - nu risikerer alle bankerne at blive overhalet indenom af Nets, Google, Apple eller whatever fordi de har ligget i krig - og pga. implementeringen med at køre over betalingskort ikke har kunne konkurrere på prisen (for erhvervslivet) med eksempelvis Dankortet.

Og det er i min optik ærgerligt da det fra et forbruger og detailbranche synspunkt er mere sandsynligt at "danske" banker kan sikre et billigere produkt end internationale spillere.

Lad os håbe ALLE bankerne nu stopper det destruktive og barnlige pjat og kommer til fornuft - sætter sig ved forhandlingsbordet og finder en fælles løsning før det er for sent...

  • 2
  • 0
Finn Christensen

Lad os håbe ALLE bankerne nu stopper det destruktive og barnlige pjat og kommer til fornuft - sætter sig ved forhandlingsbordet og finder en fælles løsning før det er for sent...

Hvor svært kan det være at opfinde "DanMobil" når vi nu allerede har et velfungerende Dankort. Og selvfølgelig[0] har stakkels Frelle-Petersen i Digitaliseringsstyrelsen forlængst forhandlet det på plads sammen med alle partner (Banker, Banktilsynet, Nets, Finansministeriet og de 179 på tinge)[1]. Og igen har Danmark vist flaget, og at vi har sty'r på det og dur til det her nymodens digitale.

Desværre kære borger, pengeinstitutterne samt Nets spildte igen dine xxx. mio. (de lever af kunderne) på at slås om markedsandele og blive den førerko, der kan trække de blåøjede gennem sit eget fuldautomatiske gebyrsystem[2].

Vi har nu mistet utallige år, samt muligheden for billig "DanMobil" forsvandt og bank-tosserierne har igen igen åbnet porten for at Nets og udenlandske interesser kan pelser os med ublu gebyrer. Det skete er lige Danske Banks kerneinteresse.. at få en undskyldning til at skrue op for deres gebyrer, nu renteskruen er afmonteret.. ak ja :(

[0] Ups.. det var en drøm om vores fortræffelige embedsværk ;)
[1] Det kræve lidt lovgivning, men en smal sag og det har vi jo folketinget til.
[2] Nej jeg bruger ingen af de to nævnte og kan da ikke drømme om at åbne en onlinekanal for spying og gebyrgribbe.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere