Nokias danske milliard-succes: Stod bag 300 mio. Nokia 3210 og 3310

300 millioner eksemplarer har Nokia solgt af succesmodellerne 3210 og 3310, som begge blev udviklet i København. Nu bliver hele den danske udvikling lukket ned.

Den efter danske forhold meget store udviklingsafdeling, som Nokia havde i Sydhavn, stod i en årrække bag nogle af Nokias største succeser og tjente milliarder ind til det finske firma. Nokia 3210, 3310, 1100, 6700 og mange flere storsælgende telefoner har således danske aner.

Nu skal afdelingen lukkes helt, og 950 udviklere, ingeniører og lignende står snart uden arbejde, som en del af Nokias store spareplan. I alt har firmaet nu fyret 4.000 medarbejdere fra udviklingsafdelinger i Nordeuropa, samt outsourcet 3.000 Symbian-udviklere til Accenture.

Læs også: Skæbnedag for danske Nokia-ansatte: Nu falder dommen

Læs også: Nokia lukker udviklingsafdeling i Danmark - 1000 udviklere fyres

De færreste uden for branchen havde hørt om den danske succeshistorie hos Nokia. Man gik altid meget stille med dørene og forsøgte ikke at tiltrække opmærksomhed. Men i en lang periode stod den danske afdeling bag produkter, som kom til at udgøre en stor del af Nokias samlede omsætning.

Modellerne 3210 og 3310 fra 1999 og 2000 blev firmaets næstmest sælgende nogensinde, med tilsammen omkring 300 millioner eksemplarer solgt. Alene disse to modeller har givet Nokia et enormt antal milliarder i kassen.

Den mest sælgende nogensinde, den skrabede Nokia 1100, er også et dansk projekt. Af den telefon alene er der siden 2003 blevet solgt 250 millioner styk.

Også verdens mest udbredte mobilplatform, Nokias Series 40, har de danske udviklere en stor aktie i. Faktisk arbejder de fleste af de omkring 400 softwareudviklere i huset med S40, og derfor var der håb om, at den danske afdeling gik fri. Nokia vil nemlig stadig bruge S40 i stor stil, mens samarbejdet med Microsoft kostede livet for Symbian, der er beregnet til dyrere telefoner.

»Afdelingen i København gjorde i dagene med allermest vækst Nokia til det, firmaet er i dag,« lyder vurderingen fra en tidligere Nokia-chef, der ønsker at være anonym.

En anden tidligere højtplaceret Nokia-chef, der også nu har forladt firmaet, kalder afdelingen i København for en grundpille for hele Nokia.

Men de seneste år har Nokia manglet en klar strategi, og det koster nu den danske afdeling livet, lyder hans forklaring. Der er nemlig ikke noget i vejen med kvaliteten hos de danske medarbejdere, og et par fyringsrunder de seneste år, hvor et par hundrede ansatte er skåret væk, har yderligere skærpet afdelingen.

Blandt de seneste succeser er telefonen 6700, som også har solgt godt siden lanceringen i januar 2009. Det meste af salget har dog været i fjernøsten, og man har da også tidligere overvejet at flytte udviklingen af Serie 40-telefonerne tættere på de markeder, hvor de nu bliver efterspurgt.

Problemet er bare, at det er svært at finde og fastholde gode ingeniører i Kina, fortæller den tidligere Nokia-chef. Jobmarkedet er hektisk lige nu, og det er umuligt at udvikle produkter helt fra bunden, på samme måde som man gør i Danmark. Kineserne er rigtig gode til for eksempel at efterligne et andet produkt, men ikke på højde med innovationen hos danske ingeniører, lyder vurderingen.

Det skudsmål kan de fyrede udviklere og ingeniører nu prøve at bruge til at finde et nyt job, når den danske afdeling bliver lukket ned i 2012. Det kan blive svært, selvom det er højt kvalificerede folk, fordi antallet er så stort, mener den tidligere Nokia-chef.

Med 958 ansatte på gaden på én gang, heraf omkring 400 softwareudviklere, kan der blive rift om jobbene i hovedstadsregionen og i Sydsverige, vurderer han.

Opdateret: Nokia 1100, 6500 og 8800 tilføjet på listen over succesfulde dansk-udviklede Nokia-telefoner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Stricker

Modellerne 3210 og 3310 er fra 1999 og 2000. Jamen siger det ikke alt?

Nej!

Jeg forstår slet ikke budskabet i dit indlæg. Skulle 3210 og 3310 være helt fantastiske modeller bare fordi deres salgstal stadig kan imponere?

Er dit indlæg ment som hån eller ros?

  • 0
  • 0
Martin Jørgensen

af de modeller der nævnes i artiklen, er det kun 3210 og 3310 der er topmodeller og var førende teknologier. og det er over ti år siden.

Det lyder ikke til det er topmodeller der er udviklet i kbh, men mere nogle af de mere "lavteknologiske" telefoner.

  • 0
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen

Jeg så et interview med en eller anden på TV2 NEWS i går. Han sagde at teknologisk var Nokia helt på højde med konkurrencen og deres telefoner havde i årevis kunnet det samme som konkurrenterne. Det må jeg erklære mig enig i. Deres N9X modeller kunne jo alt det gejl iPhone og Android kan idag. Problemet er bare (ifølge ham gutten på TV2 NEWS), at Nokia først for sent har fundet ud af, at det ikke drejer sig om at kunne mest, men om hvordan man gør det. Altså store trykfølsomme skærme i lækker indpakning.

  • 0
  • 0
Lasse Westy Bech

Min bedste telefon nogensinde til at være telefon. Og så kunne venners aflagte nemt bidrage som en LCD skærm til en PIC.

Min telefon efterfølgende hed vist 6150, og var godt brugt da jeg ved et tilfælde fik en HTC Legend for et år siden, lige da den kom frem. Kvantespring!

3310 er stadig den bedste telefon jeg har haft, men jeg vil ikke undvære min nye lommekniv (Legend) og kommer ikke tilbage, da jeg nu har brug for mere end en telefon.

Beklager, jeg havde bare lige lyst til at skrive en hyldest til 3310!

Og så mener jeg Lars Nygaard var med til at lave hukommelsesstyringen / garbage collection på den. Ret mig hvis jeg tager fejl Lars.

  • 0
  • 0
Vijay Prasad

Der går stadig en del 3310'ere rundt herude i Indien. Der er ikke mange middelklasse-folk der har den mere, men studerende og lavklasse bruger dem stadig.

De er ligeglade med/har ikke råd til alt det fancy, men kan godt se det smarte i at man kan kontaktes overalt og lige kan købe et 5 Rupee taletids-kort (ca. 5 min) hvis man har behov for at ringe hjem :)

Mvh,

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere