Da Nokia i februar 2011 annoncerede, at man ville droppe Meego og Symbian og i stedet skifte til Windows Phone, var der ikke tvivl om, at de kommende år ville blive hårde for firmaet, som i mange år var helt dominerende globalt på mobilmarkedet.
Men det er gået værre, end Nokia selv forventede.
En omsætning på 55 milliarder kroner rakte til et underskud på 6,9 milliarder kroner i første kvartal af 2012 Det skriver nyhedsbureauet AP.
De 6,9 milliarder kroner svarer til, at Nokia tabte 878 kroner hvert sekund i årets første tre måneder.
Til sammenligning havde Nokia i samme kvartal sidste år en omsætning på 77 milliarder kroner og et overskud på 2,5 milliarder kroner, og det var altså i de måneder, hvor udfasningen af Symbian blev offentligt kendt.
Nokias salg af smartphones er siden da mere end halveret, ned til en omsætning på 12 milliarder kroner. Det omfatter både Windows Phone-modeller og de sidste baseret på Symbian, inden dette styresystem bliver lagt endeligt i graven.
I efteråret 2011 kunne Nokia præsentere de første Windows Phone-modeller, som nåede at komme til salg inden jul i mange lande. Men på trods af massive reklamekampagner har det altså ikke været nok til at få smartphone-salget til at løfte sig igen. Der blev solgt to millioner Windows Phone-telefoner, ud af i de alt 12 millioner smartphones, som Nokia solgte i årets første tre måneder.
Ifølge analytikeren Neil Mawston er Nokias andel af det samlede salg af smartphones faldet til otte procent globalt, mens firmaet målt på alle mobiltelefoner ligger på 22 procent af det globale salg. I 2008 stod der Nokia på 40 procent af alle mobiltelefoner solgt globalt.
Siden skiftet til Windows Phone blev annonceret, er aktiekursen for Nokia-aktien, der i forvejen ikke lå højt sammenlignet med tidligere, blevet halveret. I kølvandet på det skuffende regnskab har Nokia fyret salgsdirektøren Colin Giles.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.