Nokia sælger maps-forretning HERE til bilproducenter
Det er åbenbart blevet populært at sælge ud af sin kortteknologi. Kort efter at taxa-appen Uber opkøbte en del af Microsofts korttjeneste, sælger finske Nokia nu ud af sin ditto-tjeneste til et konsortium af bilproducenter.
HERE er en undervirksomhed til Nokia, der leverer kort- og navigationsstjenester til en bred række af enheder såsom smartphones, tablets samt GPS-udstyr i biler. HERE står også for at levere navigationsdata til en del af Microsofts tjenester, heriblandt søgemaskinen Bing. Men det er især arbejdet med GPS-udstyret til biler, som nu giver anledning til, at Audi, BMW og Daimler AG i fællesskab har opkøbt Nokia-selskabet.
Sammenlagt har bilkonsortiet betalt 18,7 mia. kroner for HERE, der har 6.454 ansatte.
Bilproducenterne er en del af et større kapløb om at levere it- og korttjenester direkte integreret i bilerne. Især med løftet om de kommende selvkørende biler er producenterne i gang med at opruste deres porteføljer af teknologi.
Nokia har været igennem en større omvæltning, efter at Microsoft opkøbte selskabets mobildivision, som senere viste sig at blive en gigantisk underskudsforretning for Microsoft. En stor del af de tidligere Nokia-ansatte er efter opkøbet blevet fyret igen fra Microsoft.
Efter salget af HERE vil Nokia kun bestå af to forretninger: Nokia Networks og Nokia Technologies. Førstnævnte leverer bredbånds-infrastruktur, software og tjenester, mens sidstnævnte står for at nyudvikle teknologi med tilhørende patenter. Nokia Technologies står blandt andet bag et nyt 360-graders virtual reality-kamera, der forventes at komme på markedet til efteråret.
