Nokias nye flagskib, Lumia 920, vil kunne købes i Danmark fra den 29. november. Det oplyser Nokia i en pressemeddelelse.
Alle de fire store teleselskaber 3, TDC, Telenor og Telia vil forhandle den nye Nokia-telefon, som kører Microsofts Windows Phone 8-styresystem.
Hvor de første af Nokias nye Windows Phone 7.5-baserede mobiltelefoner ganske vist fik positive anmeldelser, så har salget efter alle efterretninger været noget lunkent.
Det vil Nokia nu forsøge at rette op på ved at have udstyret Lumia 920 med en række funktioner, som den kriseramte mobilgigant håber vil skaffe fornyet opmærksomhed. Blandt andet vil Lumia 920 som standard have mulighed for trådløs opladning.
Nyt kamera og LTE
Nokia har desuden også brugt dele af den PureView-kamerateknologi, som blev brugt i den specielle kameratelefon Nokia 808.
Lumia 920 vil også understøtte LTE, som også markedsføres som 4G, og den vejledende pris kommer til at ligge helt oppe ved de konkurrerende topmodeller fra Android og Apple, nemlig 4.900 kroner inklusive moms.
Version2 låner et eksemplar af Lumia 920 af Nokia i denne måned, så vi inden lanceringen kan fortælle læserne, om Nokia har skabt en værdig konkurrent til andre topmodeller på markedet som Samsung Galaxy S3 og Apple iPhone 5.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.