Nokia lancerer første mobil med Qt og Symbian^3

Den nye N8 er den første telefon fra Nokia, der har multitouch og integrerer med udviklingsplatformen Qt.

Den netop lancerede N8 bliver den første Nokia-telefonen, der understøtter multitouch og dermed diverse gestures, som det blandt andet kendes fra Apples iPhone.

Udover multitouch kommer telefonen med det nye styresystem Symbian^3 og understøttelse af Qt-miljøet (udtales cute), hvilket også er nyt for en Nokia-telefon. Software skrevet i Qt kan som udgangspunkt afvikles på alverdens enheder, uden det er nødvendigt med yderligere programmel, så længe enhederne altså understøtter Qt - lidt a la den tanke om platformsuafhængighed, der ligger til grund for Sun's Java.

»Blandt andet Google Earth og medieafspilleren VLC er skrevet i Qt. Ved at understøtte det, får brugerne af vores telefoner adgang til langt flere programmer,« siger produktchef i Nokia Danmark Niels Kjelstrup.

Han forklarer, at det også bliver lettere at være udvikler af Qt-programmer, fordi Nokia ligeledes i dag har lanceret et nyt SDK til netop Qt.

»Alt hvad der kommer fremadrettet fra Nokia, også den nye Linux-baserede platform, hvor vi har skrevet hele brugergrænsefladen med Qt, får understøttelse af Qt fra starten. Vi kører også open source-Qt, så andre også kan udvikle til det. Tanken er, at det kun skal være nødvendigt at lave en applikation en gang, og så kan man portere den til alverdens platforme,« siger Niels Kjelstrup.

Telefonen er desuden udstyret med et kamera på 12 megapixels og Carl Zeiss optik. Og så er det muligt at optage video i HD-kvalitet for efterfølgende at redigere dem med de indbyggede redigeringsværktøjer.

Eventuelt begejstrede danskere må vente til tredje kvartal af 2010, før telefonen kan købes herhjemme. Niels Kjelstrup kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse en nærmere dato.

Den forventede salgspris bliver på 2.775 kroner eks. moms og uden eventuelle tilskud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Bjarne Thorsted

Jeg har haft mange dårlige oplevelser med Nokias mobiltelefoner. På min nyeste - en Nokia N82 - har jeg ofte softwarenedbrud i forbindelse med brug af musikafspilleren. Rent feature-mæssigt er telefonen også en anelse for begrænset i kalenderens muligheder for gentagelsesmønstre på møder.

Forhåbentlig betyder det nye styresystem (som dog stadig bare er en videreudvikling) at deres mobiler kommer til at køre bedre. Som det er nu skal min næste mobil ikke være fra Nokia, men hvis denne her tiltaler mig og får gode anmeldelser, så kunne jeg overveje at skifte mening.

  • 0
  • 0
#4 Lars Tørnes Hansen

»Alt hvad der kommer fremadrettet fra Nokia, også den nye Linux-baserede platform, hvor vi har skrevet hele brugergrænsefladen med Qt, får understøttelse af Qt fra starten. Vi kører også open source-Qt, så andre også kan udvikle til det. Tanken er, at det kun skal være nødvendigt at lave en applikation en gang, og så kan man portere den til alverdens platforme,« siger Niels Kjelstrup.

Ved man også at Nokia på meego-devel mail listen har sagt at alt det de laver til MeeGo skal være Open Source - og frit tilgængeligt - og at brugergrænsefladen skal laves med brug af Qt - så vil jeg gætte at "den nye Linux-baserede platform, hvor vi har skrevet hele brugergrænsefladen med Qt" er MeeGo, som har website adressen: http://meego.com/

Jeg har skrevet en indlæg på ubuntudanmark.dk om MeeGo med nogle links til et par videoer: http://ubuntudanmark.dk/forum/viewtopic.php?f=5&t=10269&p=63331

  • 0
  • 0
#5 Torben Mogensen Blogger

2.775 kroner eks. moms og uden eventuelle tilskud.

Jeg har sagt det før, og jeg kommer nok til at sige det igen: Når mobilselskaberne tilbyder en telefon til 1 kr, skyldes det ikke tilskud, men en afbetalingsordning skjult i forhøjet abonnement i bindingsperioden. Man sparer ikke en krone ved den slags ordninger, så lad være med at kalde det "tilskud".

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere