Nokia-folk bryder ud og genopliver styresystemet Meego

En gruppe ansatte hos Nokia har sagt op for at starte eget firma, der skal lancere telefoner med Meego, som Nokia selv droppede efter bare én telefon.

Nokia N9 blev lanceret i efteråret 2011, som en meget rost, men meget ensom smartphone. Det var nemlig både den første og sidste telefon fra Nokia med det Linux-baserede Meego-styresystem.

Selvom Nokia sammen med Intel havde arbejdet intenst på Meego som fremtidens mobilplatform, blev styresystemet nemlig droppet, da Nokia i begyndelsen af 2011 skiftede kurs og satsede hele butikken på Microsofts Windows Phone. Og den udvikling kan mange af de ansatte hos Nokia, der stod bag Meego, ikke bare se på stiltiende.

Nu har en gruppe af dem derfor sagt op og vil prøve på egen hånd at gøre Meego til en succes. Det skriver ZDnet.com.

»Nokia skabte noget fantastisk - verdens bedste smartphone-produkt. Det fortjener at blive fortsat, og det vil vi gøre, sammen med alle de kvikke og begavede personer, der bidrager til Meego-succeshistorien,« skriver de tidligere Nokia-folk i en pressemeddelelse.

Det finske firma, der er blevet døbt Jolla, vil trods kun omkring 50 medarbejdere lancere nye telefoner med Meego, og er i fuld gang med at shanghaie flere tidligere Meego-nøglepersoner fra Nokia. Første telefon skal komme inden årets udgang.

Meego blev til i begyndelsen af 2010 i et samarbejde mellem Intel og Nokia, der allerede havde det Linux-baserede Maemo-styresystem undervejs. Inden Windows Phone-strategien blev besluttet, var det tanken, at Meego skulle afløse Nokias gammelkendte Symbian-system i de mere avancerede modeller.

Men det blev som sagt kun til én enkelt telefon, frigivet i et antal mindre lande, men aldrig på større markeder. Forklaringen på denne éne telefon var angiveligt, at Nokia havde forpligtet sig til at sende en telefon på gaden, da man indgik aftalen med Intel.

Forklaringen på at droppe Meego lød efterfølgende fra Nokias direktør Stephen Elop, at Meego stadig ikke var godt nok til, at Nokia kunne satse fuldt ud på det som fremtidens platform.

Læs også: Nokia presset før Microsoft-aftale: Meego var en katastrofe

Intel har efter Nokias farvel til Meego også selv vendt styresystemet ryggen og arbejder nu med et nyt Linux-baseret system, Tizen, i samarbejde med Samsung.

Læs også: Meego-afløseren Tizen klar til at tage kampen op med Android

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Didriksen

jeg er den lykkelige ejer at en N9 den er genial.


Jeg fik også leget med en for noget tid siden. Feed telefon, synes klart man kunne fornemme potentiale :) Men mon et 50-personers firma kan bide skeer, plukke høner og rende om hjørner med de store? Svært at forestille sig... Men ønsker dem al mulig medvind. Det ville godt nok sætte mange ting i perspektiv, hvis de fik den success med en meego telefon, som elop/ms ikke kan få :))

Tror som andre også har påpeget, at de absolut vigtigste konkurrenceparametre for nye som gamle spillere er pris & batteritid.

  • 0
  • 0
Martin Eskildsen

Yep, også her. Fantastisk mobil! Synes klart N9 har "cool" -- men det er hele pakken, der har det; MeeGo + hardware.

Så spændende om Jolla'en flyder eller synker. Hvis deres første model er tilstrækkelig lækker, køber jeg uden at blinke et sekund, også selvom min N9 ser ud til at kunne holde mig glad indtil den er slidt op.

  • 2
  • 0
Bjørn Damborg Froberg

Lige mine ord Martin.. Min N9'er er super dejlig at anvende.. dette er det bedste nyt jeg har fået i lang tid.

Jeg fik ellers lige en software update for et par dage siden.. så helt stille er der vidst ikke i Nokia labs ang. Meego.

  • 2
  • 0
Martin Schlander

Jolla behøver ikke genoplive MeeGo helt fra de døde, det har nemlig hele tiden levet videre som Mer. Mer er i øvrigt også basissystemet i Vivaldi-tabletten som kommer med KDE-brugerflade: http://makeplaylive.com/

Derfor skal Jollas ansatte heller ikke lave det hele selv, da de bygger ovenpå (og bidrager til) et åbent, leverandørneutralt projekt.

Takket være Qt bør det være overkommeligt at portere mange apps fra Symbian-telefoner og N9, så også her starter de ikke helt fra bar bund.

Som det ser ud nu, er Jolla helt klart førstekandidat til at afløse min N9 når den en dag skal pensioneres.

Jolla kommer nok ikke til at overgå Android og iPhone i markedsandele lige med det samme, men mindre kan nok også gøre det. Min største bekymring er bare at de fleste i målgruppen allerede har en N9 som er under et år gammel ;-)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere