Node.js-rival deltager i Javascript-standardisering
Open source Javascript-miljøet Deno har sluttet sig til ECMA International, som er organisationen bag Ecmacript-standarden, der ligger til grund for Javascript. Det skriver Infoworld.
Deno er ment som et alternativ til Javascript-miljøet Node.js. Det bygger på et sikkert V8-kørselsmiljø, som er Javascript-motoren i Google Chrome. Miljøet bygger på Typescript i stedet for Javascript, for at opnå bedre sikkerhed i koden. Typescripts compiler er også indbygget i Deno.
Deno vil i styregruppen især slå på tromme for forbedringer i forbindelse med Javascript på servere, skriver Deno-udvikler Luca Casonato i et blogindlæg.
Det drejer sig om bedre understøttelse af resurser, som ikke er Javascript, i moduler. Der ønskes også forbedringer i forhold til explicit resursestyring, og bedre standardiseret understøttelse af iteration med async-syntaks.
Luca Casonato opfordrer alle interesserede til give deres besyv med på email-adressen luca@deno.com eller via Twitter på @lcas.dev.
Bag Deno står den oprindelige skaber af Node.js, Ryan Dahl. Han er utilfreds med en del centrale punkter i Node.js. og kritikpunkterne omfatter blandt andet Nodes sikkerhedsarkitektur, samt dets build-system, pakkestyring og modularisering.
