NNIT om ny trecifret millionkontrakt med apotekerne: Det har været en længere forhandling

Novo-selskabet NNIT fortsætter parløbet med landets 325 apotekere og apotekerenheder om drift og udvikling af it-systemet, PharmaNet. Driften afvikles delvist fra Kina.

At NNIT har fået Apotekerforeningens underskrift på en kontrakt om yderligere fire års drift og udvikling af apotekernes it-system, PharmaNet, kunne måske tyde på, at der reelt ikke har været den store konkurrence om at få ordren.

Men salgsdirektør Michael Bjerregaard fra NNIT afviser, at vejen slutresultatet var lagt på forhånd.

»Nej, det er ikke nemt at forlænge en kontrakt. Vi har forhandlet siden 2014, og alle sten er blevet vendt. Men selvfølgelig skal man som leverandør her været i stand til at levere både drift og udvikling,« siger han om forløbet mod indgåelsen af aftalen, som udgør et 'mindre trecifret milionbeløb'.

Videreførelsen af samarbejdet med Apotekerforeningen har en stor betydning for NNIT, idet apotekerne ligger blandt selskabets top-10-kunder.

PharmaNet er rygraden i den daglige lager- og økonomistyring samt kundebetjening på mere end 325 apoteksenheder landet over.

Læs også: Region Sjælland bygger robust datacenter i Ringsted for 46 mio. kr.

Udviklingsarbejdet består bl.a. i en større opdatering af infrastrukturen i systemet, som bygger på en Microsoft Axapta-platform samt en .NET-applikation. Men også EU's kommende bestemmelser inden for persondataområdet kommer til at influere på it-udviklingen. Ikke mindst fordi EU efter alt at dømme vil vedtage en ny persondataforordning, som øger kravene til både dataansvarlig og databehandler.

»Vi kender endnu ikke de nye EU-krav i detaljer, men kontrakten med Apotekerforeningen indeholder en ramme for, hvor meget videreudvikling vi skal levere. Kommer der lovgivningsmæssige nytiltag, som medfører, at denne ramme bliver brudt, sætter parterne sig ned og kigger på rammeaftalen igen,« siger Michael Bjerregaard.

Selve driften foregår primært fra et datacenter beliggende i Danmark, men som betjenes af et NNIT-center i Tianjin i Kina, 140 km nordøst for Beijing. Centret huser 700 primært kinesiske ansatte. Udviklingsdelen foregår også primært fra Danmark, men suppleres af NNIT's Microsoft-kompetencecenter på Filippinerne. NNIT har også to it-centre i Tjekkiet.

NNIT har driftet PharmaNet siden 2007, hvor apotekerne tre år før tid smed IBM og Accenture på porten, bl.a. på grund af nedbrud med sorte skærme og alt for lange svartider.

Apotekerforeningen melder ud, at NNIT i de forløbne otte år har 'vist, at de kan levere, hvad vi har brug for.'

»Apotekerne forventer et it-system, der støtter den daglige forretning optimalt. Derfor er det afgørende for Danmarks Apotekerforening at tilbyde vores medlemmer et effektivt og stabilt system, som løbende udvikles i overensstemmelse med apotekernes behov,« siger Anders Kretzschmar, administrerende direktør i Danmarks Apotekerforening, i en pressemeddelelse.

Den verserende bestikkelsessag mod it-virksomheden Atea har afsløret brug af 'smøremetoder' med rejser til både Californien og Sydeuropa til kunderne.

Michael Bjerregaard afviser blankt, at man benytter sig af den slags hos NNIT:

»Jeg kender intet til brugen af sådanne metoder. Vi har etiske guidelines, og de rammer overholder vi. Men selvfølgelig kan man invitere kunden på en god middag,« siger han.

Blandt de mest sandsynlige konkurrenter til opgaven er CSC, HCL Technologies og Netcompany, som alle tilbyder både drift og udvikling.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Peter Jensen

Som daglig bruger af det system er det utroligt at et system der koster så meget kan være så ringe. Så hvis en fra NNIT læser med her så begynd gerne at lytte til de daglige bruger.

jeres system ned flere gange daglig og er lappeløsning på lappeløsnning. Jeg skal ikke kune siges om det kan reddes men hvis det kan kræver det meget arbejde. Det eneste i har som jeg ser det er at det kører og der ingen konkurrence er.

Jeg ville give systemet 3/10.

  • 2
  • 0
#5 Bent Jensen

Tak, nu er vi forskrækkede.

Det er de også. "Europa-Parlamentet kræver økonomiske sanktioner, der kan mærkes, og bringer en tekst til forhandlingsbordet, hvor virksomheder skal betale op til 100 millioner euro i bøde eller 5 procent af deres årlige globale indtjening, hvis de bryder den kommende EU-forordning."

Viser at bare trussel om noget sådan, betyder at de begynder at tænke data sikkerhed ind.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere