NNIT køber ChannelCRM: Vil være den største CRM-leverandør i Danmark

NNIT satser på at blive den største leverandør af CRM-løsninger herhjemme med opkøbet af ChannelCRM for et ukendt beløb.

It-virksomheden NNIT har købt det danske softwarefirma ChannelCRM, der står bag it-systemet af samme navn til kundehåndtering i virksomheder samt skræddersyede xRM-løsninger.

Købsprisen er ikke oplyst.

Ifølge en pressemeddelelse har NNIT oplevet en stigende efterspørgsel blandt sine kunder på både klassiske CRM-løsninger, men også på systemer, som med fordel kan leveres som udviklingsopgaver på CRM-platformen.

NNIT ser opkøbet af ChannelCRM som en styrkelse af sin platform til rådgivning, udvikling og drift af CRM-systemer, og målet er at blive den største leverandør af CRM-løsninger i Danmark.

»Kunderne efterspørger i stigende grad standardløsninger med branche- eller kundespecifikke tilpasninger og med sikkerhed for leverance, stabilitet, drift og sikkerhed. Med integrationen af ChannelCRM i forretningen bliver NNIT et endnu mere indlysende valg som en it-partner, der sikrer kunden succes med sådanne projekter,« udtaler Sune Andersen, underdirektør i NNIT's ERP-division.

Underdirektøren ønsker ikke at kommentere købsprisen over for Version2.

Baseres på Dynamics CRM

Samtidig vil ChannelCRM's erfaringer med xRM-løsninger ifølge Sune Andersen være en fordel i industrier, hvor der stilles specielle krav til sikkerhed, dokumentation og sporbarhed. Betegnelsen xRM bruges om skræddersyede it-systemer baseret på CRM-platformen.

NNIT vil levere CRM-løsninger baseret på Microsoft Dynamics CRM, hvilket man er glad for hos Microsoft i Danmark.

»Vi har store forventninger til NNIT's satsning på Microsoft Dynamics CRM via opkøbet af ChannelCRM. Vi får styrket vores gode samarbejde på endnu et område med en partner, som er kendt for kvalitet, indsigt og en historik for at levere løsninger, som skaber dokumenteret forretningsmæssigt afkast for kunderne,« udtaler Susanne Lund Lyster, salgsdirektør i Microsoft Danmark.

ChannelCRM er grundlagt af Jens Bo Frederiksen og Søren Rasmussen. Firmaet bliver en del af NNIT's ERP-division.

NNIT ejes af Novo Nordisk og beskæftiger flere end 1.500 medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere