NNIT klar til frasalg hurtigere end ventet
Det Novo Nordisk-ejede it-selskab NNIT kan være på vej til at blive solgt, skriver Børsen onsdag.
NNIT har på det seneste haft så stor fremgang, at selskabet nærmer sig grænsen for, hvornår medicinalfirmaet Novo Nordisk overvejer et frasalg enten helt eller delvist.
Udmeldingen er, at mindst halvdelen af omsætningen skal komme fra andre selskaber end Novo Nordisk. Og den grænse nærmer NNIT sig nu, hvilket ikke mindst skyldes en kæmpeordre hos DSB på 850 millioner kroner tidligere på året, skriver Børsen.
Sidste år forventede NNIT's CTO Karsten Fogh Ho-Lanng, at den ikke-Novo Nordisk-baserede andel af omsætning ville ramme 50 procent i 2014, men noget tyder altså på, at den eksterne vækst kan gå endnu hurtigere.
»Så længe mere end halvdelen af omsætningen kommer fra Novo Nordisk, synes vi stadig, vi er den bedste ejer, men når det er lykkedes at bevæge den eksterne del af omsætningen 4 procentpoint fra 2011 til 2012, så går der ikke en uoverskuelig årrække, før vi står i en situation, hvor vi kan overveje at ændre vores ejerandel,« siger Jesper Brandgaard, koncernøkonomidirektør i Novo Nordisk, til Børsen.
Ifølge Børsen ventes den andel af omsætningen hos NNIT, der ikke kommer fra Novo Nordisk, i 2012 at udgøre 43 procent.
