NNIT er Danmarks bedste it-arbejdsplads

Vinderen af Version2 Profil blev NNIT, der dermed er Danmarks mest attraktive it-arbejdsplads i 2009. Over 2.000 Version2-læsere har givet deres mening til kende.

Hvor vil danske it-professionelle helst arbejde lige nu? Det blev afsløret, da vinderen af Version2 Profil 2009 tirsdag formiddag blev kåret på PH Cafeen på Vesterbro i København.

Med et regulært højdespring ti pladser op af listen kunne NNIT drage af sted med diplomet og æren som Danmarks mest attraktive arbejdsplads for it-professionelle. Sidste år var NNIT nemlig på 11. pladsen, efter de klassiske topscorere som IBM, Microsoft og KMD.

Analysen af virksomhedernes image blandt it-professionelle sker gennem en spørgeskemaundersøgelse, hvor over 2.000 danske it-folk har givet deres mening til kende. Og den mening har i år været ganske anderledes end tidligere år, fortalte Arne Steinmark, chefredaktør for Version2, da han skulle uddele prisen.

»Det har været et mystisk år, med store ændringer i placeringerne. En offentlig arbejdsplads er strøget 40 pladser op af listen, mens nogle firmaer er faldet. Det har været svært at se en tendens i år,« sagde han.

Sikkert var det i hvert fald, at NNIT endte som nummer ét og overtager tronen efter Microsofts udviklingscenter i Vedbæk, som har vundet de seneste to år.

Hvad der helt præcist gør, at NNIT bliver betragtet som kongerigets mest attraktive it-arbejdsplads, var svært præcist at sætte fingeren på for NNIT's vice president Lene Nilsson, men hun kom alligevel med nogle bud på, da hun modtog prisen.

»Vi er danskejede, og det kan man jo ikke købe sig til. Og så er vi rykket tættere sammen om hinanden,« sagde hun.

Netop Microsoft Development Center Copenhagen var i fokus under prisfestens første indslag om employer branding.

Henrik Engelund, direktør for Coreworkers, der rådgiver firmaer om at tiltrække og fastholde den rigtige arbejdskraft, havde nemlig hjulpet Microsofts udviklingscenter med en kampagne.

Centret i Vedbæk rummer 650 medarbejdere fra 41 forskellige lande, så det fælles sprog, der binder dem sammen, er 'kode'. Når Microsoft indrykker bannerannoncer, sker det således med budskabet skrevet i C#-kode.

»Dermed begynder man processen med udvælgelsen af potentielle medarbejdere meget tidligt. Og som en ekstra bonus har det været med til at skabe en intern identitet, der betyder noget for fastholdelsen,« forklarede Henrik Engelund.

Læs meget mere om Version2 Profil 2009 på fredag, både i magasinet, der følger med Ingeniøren, og på Version2's temaside om Profil 2009

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Thomas Søndergaard

Man kunne nemlig ikke stemme frit - kun på store etablerede IT-virksomheder. Hvad med alle de små startups, hvor udviklere og driftsfolk ofte har langt større råderum til at løse opgaverne på deres egen måde? Jeg ved godt hvor jeg helst vil arbejde!

  • 0
  • 0
#3 Claus Nielsen

Det giver lidt mening - man kan godt have et positivt/negativt indtryk af en virksomhed via en samarbejdsrelation. Det kunne dog være interessant hvis man kunne vægte indtrykkene fra de ansatte - de er forhåbenligt overvejende positive :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere