Nintendo vil lave en film på en af selskabets mest populære spil-karaktere - Mario.
Spilkæmpen har lavet en aftale med produktionsselskabet Illumination Entertainment, som blandt andet står bag film som Despicable Me og Minions.
Det skriver BBC.
Filmen får Shigeru Miyamoto som co-producer. Miyamoto har været bag nogle af Nintendos mest ikoniske figurer - som blandt andet Mario og Donkey Kong - og har været med til at lave spil som The Legend of Zelda og Star Fox.
Spilskaberen får selskab af Christopher Meledandri, der grundlagde Illumination Entertainment i 2007.
Nyheden kommer i kølvandet på Nintendos store succes med Super Mario Oddessey til den populære Switch-konsol. Spillet er ifølge The Verge blevet solgt i ni millioner eksemplarer siden oktober.
Der er endnu ingen dato på, hvornår Super Mario-filmen skulle have premiere.