Nintendo tvinger downloadportaler med retrospil til at lukke

Illustration: Rob Tek / Bigstock
Spilgiganten Nintendo er tilsyneladende træt af, at flere hjemmesider tilbyder downloads af gamle Nintendo-spil. Det vidner et søgsmål mod to hjemmesider om. Men mange forstår ikke Nintendos overbeskyttende opførsel.

Efter 18 år med retrospil har hjemmesiden EmuParadise lukket alle deres spildownloads ned. Det er responsen på Nintendos søgsmål mod to andre downloadportaler til retrospil.

Kampen mod spildelingen kan dog blive svær for Nintendo, da spillerne vil dele med hinanden, selvom downloadportalerne lukker ned. De drives nemlig af en nostalgisk glæde, der dukker op, når de spiller retrospil. Det skriver Torrentfreak.

Spillene kan ikke købes andre steder, da de ofte er flere årtier gamle og kun kører på forældet hardware.

»Jeg tror ikke, at spillene vil blive sværere at finde,« siger indehaveren af EmuParadise, som kalder sig MasJ.

»Måske tager det et stykke tid for en anden troværdig side at dukke op og blive populær, men i sidste ende vil folk gerne spille de her spil. Hvis der ikke er nogen lovlig måde at gøre det på, så finder de en anden måde,« siger han.

Han mener i øvrigt, at markedet for retrospil efterhånden er stort nok til, at Nintendo ville få noget ud af det, hvis de begyndte at tilbyde salg af de gamle spil igen.

Men det gør de ikke - ikke endnu i hvert fald. Og indtil da vil kampen om delingen nok fortsætte mellem spillerne og spilgiganten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere