New York-politi har brugt IMSI-catchere til overvågning 46 gange uden kendelse

Politiet i et amerikansk amt i New York har været flittige til at bruge IMSI-catchere uden retskendelser. De har ellers tidligere meldt ud, at der var en juridisk proces, hver gang de var i brug.

Siden 2010 har politiet i det amerikanske amt Erie i staten New York brugt IMSI-catchere som overvågningsværktøj. Men kun en enkelt gang har de søgt om en retskendelse.

Det viser interne dokumenter, som politiet af en højesteretsdommerdommer er blevet pålagt at videregive til den amerikanske borgerrettighedsorganisation New York Civil Liberties Union.

Organisationen har offentliggjort dokumenterne, og advokat Mariko Hirose er ikke begejstret over deres indhold.

»Dokumenterne bekræfter nogle af de værste mistanker til det lokale politis brug af dette dyre og invasive overvågningsudstyr,« skriver han på NYCLU’s hjemmeside.

Det fremgår også af dokumenterne, at politiet i Erie har brugt lige knap 2,5 millioner kroner på overvågning med IMSI-catchere.

Læs også: FBI løslader kriminelle for at bevare overvågningshemmeligheder

Sammen med FBI gør politiet sit bedste for at holde alle detaljer om brugen af overvågningsværktøjet – der går under navnet Stingray – hemmelige.

For nylig kom det frem, at FBI går så vidt som til at bede politiet om at droppe sigtelser af kriminelle, hvis retssagerne kan føre til frigivelse af informationer om brug af Stingray.

Læs også: Justitsministeren vil ikke svare på, om PET bruger falske mobilmaster eller ej

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Nielsen

Dette citat er tankevækkende;

”For nylig kom det frem, at FBI går så vidt som til at bede politiet om at droppe sigtelser af kriminelle, hvis retssagerne kan føre til frigivelse af informationer om brug af Stingray.”

For det efterlader et indtryk af, at det må være nemt at ”beskytte” sig imod IMSI-catchere! Faktisk så nemt, at man lader forbrydere som burde straffes gå, blot for at beskytte information om IMSI-catcherne

Uden at være belastet af teknisk viden – udover denne artikel https://en.wikipedia.org/wiki/Stingray_phone_tracker - må man på selve mobiltelefonen og uden brug af teknik, kunne ”slå IMSI-catchere fra”.

Kunne man forestille sig at IMSI-catchere kun virker på 2G båndet, hvorfor en telefon som er låst til 3G/4G automatisk er ”beskyttet”?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere