Nets vil stadig ikke besvare spørgsmål om Se og Hør-læk

Der kan gå mange dage, før Nets vil svare på spørgsmål i sagen om salg af fortrolige kundedata. Den interne undersøgelse trækker ud.

Den helt afgørende aktør i sagen om salg af oplysninger kendtes brug af betalingskort - Nets - vil stadig ikke fortælle om, hvad der kan være sket eller hvordan det kunne være sket.

Læs også: Nets undersøger sag om medarbejder der har solgt data om kongeliges betalinger

Version2 har siden skandalen blev kendt mandag været i kontakt med Nets mange gange og blevet mødt med besked om, at der først kommer en udmelding, når en intern undersøgelse af anklagerne er gennemført.

Men denne undersøgelse trækker nu ud og bliver ikke klar i løbet af få dage som først meldt ud. I stedet lyder det nu fra Ulrik Marschall, pressemedarbejder hos Nets, at der vil gå længere tid. Det bliver dog ikke måneder eller uger, ventetiden skal tælles i, siger han, uden at ville uddybe nærmere.

Når undersøgelsen er slut, vil Nets så komme med en redegørelse om sagen. Version2 vil til den tid forsøge at få svar fra Nets på de mange spørgsmål, sagen rejser om blandt andet datasikkerheden hos Nets.

Ifølge efterhånden mange forskellige tidligere og nuværende Se og Hør-journalister kunne ugebladet gennem fire år købe strengt private oplysninger om kendte og kongeliges brug af betalingskort i ind- og udland. Dermed kunne Se og Hør-journalisterne for eksempel nemt opspore, hvor de overvågede personer rejste hen på ferie og følge efter dem.

Læs også: Avis: IBM-medarbejder er Se & Hørs ulovlige kilde

Oplysningerne kom ifølge anklagerne fra en systemspecialist hos IBM, som driver systemerne for Nets. Han sendte angiveligt tips dagligt via sms til sladderjournalisterne, mod til gengæld at få en fast betaling på 10.000 kroner sort om måneden. Det ulovlige misbrug af kundedata skal have stået på fra 2008 til 2012, hvor medarbejderen blev fyret i en større fyringsrunde hos IBM.

Læs også Poul-Henning Kamps blogindlæg om sagen

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere