Netværksfejl hos IBM skyld i Dankort-kaos

OPDATERET: Dankort-nedbruddet har nu varet i mere end 11 timer, og Nets kan stadig ikke sige noget om, hvornår systemet igen kan forventes at være oppe. Nu melder firmaet selv, at fejlen ligger hos leverandøren IBM.

Selvom mange måske oplever at kunne betale med kort i butikkerne, er det centrale system bag Dankort stadig nede over hele landet. Firmaet, der driver Dankort, Nets, har siden tidligt i morges kæmpet med at få den monopol-lignende betalingsløsning på fode igen, men er endnu ikke kommet det nærmere.

»Der er desværre ikke sket nogen udvikling. Jeg ville ønske, jeg snart kunne komme igennem med et godt budskab, men der er ikke nogen forandring i statusmeldingen,« siger Ulrik Marschall, kommunikationrådgiver hos Nets, til Version2.

Han gør dog opmærksom på, at han har modtaget meldinger om, at rigtig mange steder i skrivende stund er gået over til den såkaldte offline-procedure, som gemmer posteringerne lokalt, indtil systemerne igen kan gå online, og derved gør det muligt for kunderne at betale.

Ulrik Marchall kan ikke fortælle, hvad det var for en opdatering, der gik galt i morges 05:15 og nu på niende time volder problemer over hele landet.

Nedbrud på baggrund af opdateringer er ikke nyt for Nets, der ud over Dankortet også driver den fælles login-løsning NemID. Java-opdateringer til NemID forårsagede i efteråret et tre dage langt nedbrud.

Læs også: Nets brugte 3 døgn på at tilføje 2 linjer kode til NemID

Sidste gang Version2 kunne rapportere om et Dankort-nedbrud var i sommer. Her var Dankortet nede i adskillige timer, og meget lig denne gang også som følge af en rutinemæssig opdatering.

Læs også: Dankort-systemet fejlede i timevis efter opdatering

Det foreløbigt 9,5 timer lange nedbrud, med en stor del af tiden i normal hverdags-arbejdstid, er tilsyneladende det længste, Dankort-systemet har været udsat for de seneste år.

Opdateret: Nets skriver nu selv om sin driftsstatus, at fejlen er opstået efter et planlagt servicevindue på kortplatformen, der ligger hos IBM. Siden da har transaktioner på Dankort ikke kunne gå igennem til Nets, som følge af en netværksfejl hos IBM.

»Teknikere fra IBM arbejder sammen med Nets på at udbedre fejlen så hurtigt som muligt. Men som situationen er, kan vi ikke give en endelig status på, hvornår vi forventer systemet fuldt kørende igen,« står der på Nets' hjemmeside.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Andreas Bach Aaen

Jeg håber Nets har kontanter nok til at splejse til pizzaer til de softwarefolk, der ender med at få en ekstra lang arbejdsdag i dag.

Og gav vide hvor mange folk, der aldrig burde have haft et dankort benytter dagen i dag til at købe stort ind, nu da alle butikkerne kører i offline mode?

  • 1
  • 0
#9 Morten Andersen

Hej Christian

En opdatering kunne jo dække over opdateringer til netop netværket, f.eks. ændringer i setuppet eller opdatering af firmware, som er outsourcet til IBM.

Det behøver jo ikke være en opdatering til selve softwaren bag dankortet.

  • 2
  • 0
#11 Anonym

Jeg syntes dog at Nets ikke har været ret gode til at melde ud på en let tilgængelig driftside hvad der skete, eller brugt sociale medier som f.eks. Politiet er blevet gode til når der skal meldes noget ud.

  • 1
  • 0
#13 Christian Nobel

Det er et rigtig godt gæt! ;)

Og man kan så formodentlig fortsætte med at gætte, for hele landets gatekeeper fsva. betalinger og det centrale SSO system mener jo at security by obscurity er den bedste sikkerhedsmodel der findes.

Slipper der endelig lidt ud, så er det lidt løs snik snak, uden nogen teknisk værdi som andre måske kunne have glæde af - for der er jo ingen grund til at videregive de erfaringer Cato den ældre version 2.0 mener ville være rigtig givtig for kongeriget.

  • 2
  • 0
#15 Claus Jacobsen

Problemet er Nets tilgang til begrebet kunder! (og nok i virkeligheden også vores egen forventning til selvsamme) Ser man det fra vores side, så ser vi det som om vi bruger en tjeneste fra NETS - Problemet er blot at det ikke ses på samme måde fra NETS. - De informerer ganske vist DERES kunder. Men deres kunder er IKKE OS. Det er bankerne, tankstationerne og alle andre virksomheder som har banktransaktioner involveret i deres virksomhed. Med andre ord. Hvorfor skulle de dog overhovedet så fortælle OS almindelige mennesker noget? Vi er og vil ikke blive kunder hos NETS, da vi udelukkende er data. Deres kunder køber en tjeneste hos NETS og derfor har de et informationsflow til de involverede parter, så hvis ikke bankerne og andre brokker sig højlydt (og ikke mindst åbenlyst), jamen så vil de jo bare blive ved med det. - OG det vil blive markant værre når NETS er solgt til en udenlandsk kapitalfond, eller virksomhed.

At Danmark er dybt afhængige af de services som NETS udbyder(og i øvrigt gladeligt outsourcer dele af) er i bund og grund fuldkommen underordnet i deres forretningsmodel. Det betyder blot for dem en større malkning af "koen". Det eneste problem med modellen er at det er temmelig svært at expandere på det lokale marked da man allerede sådan set har en næsten 100% penetrering. Så de er nødt til at indsætte flere led der kan kræve en større driftsudgift så de kan kræve flere penge, eventuelt lave flere services. (eller de skal ud af landet for at kunne expandere) Det ER en virksomhed der skal tjene penge og ikke bare gå i 0. Så alle tanker er dermed også gennnemsyret af profit, og enhver ting der kan få profitten ned skal jo desværre så lige skjules en smule for at undgå problemer med mulige investorer.

Ret interessant i virkeligheden at man laver opdateringer kl 5.15 om morgenen en mandag morgen! - Jeg ville umiddelbart have skudt søndag aften som et langt bedre tidspunkt til at lave en udrulning af den slags på. Gad vide om der stikker mere bag end bare "opdatering fejlede"? Det ville jo umiddelbart passe fint med en eller anden form for DDOS fra asien eller usa.

  • 5
  • 0
#16 Morten Andersen

Jeg er da glad for hvis mit gæt ikke var helt ved siden af, for jeg har ingen inside viden! Det er dog den slags der meget tit går galt. Det mærkelige her er måske det har taget så lang tid at finde fejlen, for når det bare er en opdatering plejer man hurtigt at kunne rulle tilbage. Men IBM videreoutsourcer al netværk til AT&T, og så kan det pludselig blive meget tungt at danse med.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere