Nets-nedbrud udskyder selskabers oplysningsfrist: Systemerne er igen hårdt belastede
Sidste uges nedbrud hos Nets, der blandt andet resulterede i at 30 procent af NemID-brugerne ikke kunne tilgå digitale tjenester som borger.dk, deres netbank og deres digitale postkasse, betyder nu, at selskabers oplysningsfrist udskydes med en uge fra i dag til torsdag 7. juli 2022.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Nedbruddet betød, at selskaber gennem flere dage ikke kunne indberette oplysninger til Skattestyrelsen. Problemerne hos Nets er løst, men som konsekvens heraf er der opstået et stort pres på Skattestyrelsens system TastSelv-Erhverv DIAS. Skattestyrelsen har konstateret, at der nu er uhensigtsmæssigt lange svartider på systemet, og det medfører, at selskaber, som endnu ikke har indberettet, har vanskeligt ved at overholde oplysningsfristen, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Det er en ærgerlig situation, men vi ser ikke anden udvej end at rykke fristen med en uge, til torsdag i næste uge den 7. juli 2022. Vi har fulgt forløbet tæt, og i går konstaterede vi, at systemerne var pressede. Presset aftog onsdag aften, men i dag er systemerne igen hårdt belastede. I denne nye situation udskyder vi derfor fristerne for indsendelse af selskabernes oplysningsskema med en uge,« siger selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen.
Nedbruddet hos Nets skyldtes »et funktionelt svigt/driftsforstyrrelse, som betød at validering af brugerne blev berørt,« skrev Nets tirsdag til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.