Nets tester Dankort på mobilen i udvalgte butikker

Foto: Nets
I udvalgte butikker landet over tester Nets ny teknologi, der gør det muligt at lave Dankort-betalinger direkte på mobilen.

Nets er gået i gang med første pilottest af et digitalt Dankort til smartphones. Løsningen gør det muligt at bruge mobilen til at lave Dankortbetalinger på almindelige kortterminaler.

»Vi er nu nået dertil i projektet, hvor vi har startet pilottesten så småt op,« fortæller Jeppe Juul-Andersen, der er Senior Vice President og ansvarlig for Dankort i Nets.

»Vi har en lukket brugergruppe, som kan gå rundt og prøve det i udvalgte butikker. Og så vil vi samle deres erfaringer,« siger han til Version2.

Læs også: Nets vil åbne for mobile Dankort-betalinger på tværs af mobilplatforme

For at undgå at forstyrre julehandlen vil størstedelen af pilottesten finde sted i begyndelsen af næste år. Formålet er at finde ud af, om løsningen teknisk fungerer, og butikken får den information, den skal have.

»Og hvis noget ikke fungerer som planlagt, og så skal vi have rettet det,« understreger Jeppe Juul-Andersen.

Med Bluetooth og NFC

Dankort på mobilen kommer til at fungere på en måde, der minder om kontaktløs betaling. Med Dankort app'en - som er en såkaldt digital tegnebog - kan lave betalinger op til 200 kroner uden at kræve en pinkode. Beløb derover kræver pinkode.

Betalinger med Dankort på mobilen kræver ikke datadækning. Selv hvis butikken ligger i et dårligt dækket område, kan man betale med telefonen, oplyser Nets.

Løsningen har tre forskellige teknologier, der kan bruges til at udføre betalingen - Bluetooth, QR-kode og NFC-chip - for at sikre at teknikken virker uanset smartphone.

Det er fx kun den nyeste generation af iPhones, der har NFC-chip installeret.

Læs også: Webshop langer ud efter Nets for nøl med Dankort-sikkerhed: »Useriøst«

Det betyder dog også, at butikkerne skal opdatere deres terminal, fortæller Jeppe Juul-Andersen.

»For terminaler der allerede kan tage imod kontaktløse betalinger vil det kræve en software-opdatering og tilføjelse af en Bluetooth-antenne.«

Skan varer med telefonen

Blandt butikkerne i Nets-testen er blandt andet Coop, hvor man allerede har installeret den nødvendige Bluetooth-antenne i selskabets 1.200 butikker. Coop har siden oktober tilbudt mobilbetaling via medlemsapp'en. Men løsningen har teknisk fungeret ved at lave online Dankort-transaktioner - en løsning, der er for dyr i gebyr til en stor skala.

»Dankortet er altdominerende i vores butikker i dag. Vi tror på, at det digitale dankort kommer til at lette danskerne vej til at bruge mobilbetaling i butikkerne,« fortæller Coop's direktør for teknologi, Kræn Østergaard Nielsen.

Både MobilePay og Swipp er hovedsageligt blevet brugt i butikkerne, når kunden har glemt sin pung, fortæller han.

Men når mobilbetaling kan kombineres med andre tjenester opstår magien, forklarer Kræn Østergaard Nielsen.

Læs også: COOP giver 40 år gammel legacy-kode øksen: Må indkalde pensionister til support

»I seks butikker gør vi nu det, at vi lader kunder skanne deres varer med deres smartphone. Så putter de det ned i taske og betaler ved at swipe i app'en. Så skal du ikke have varen op og ned af kassebåndet og stå i kø og så videre.«

Mobilbetaling kan desuden kombineres med medlemskortet, så kunden automatisk får en e-kvittering og sine bonuspoint, når mobilen bruges til betaling.

»Det er markant nemmere end at have dankort, et Coop-kort og en bon,« siger Kræn Østergaard Nielsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (25)

Michael Eriksen

Hvis det er lige så luset som Danske Banks MobilePay skal jeg ikke nyde noget. For at kunne bruge MobilePay i Android skal man give tilladelse til at Danske Bank får adgang til telefonens:
* Identitet
* Kontaktpersoner
* Placering
* Billeder/medier/filer
* Kamera
* Oplysninger om Bluetoothforbindelser

Man er skudt i hovedet hvis man accepterer disse betingelser fra Danske Bank.

David Askirk Fotel

Det der i virkeligheden er noget fjol er androids sikkerhedsmodel.

Nogle af de permissions som den app gerne vil have er for følgende:
* Kontaktpersoner - Hvem vil man gerne sende penge?
* Placering - Er jeg i nærheden af en butik hvor jeg kan bruge mobilepay?
* Billeder/medier/filer - Skal der gives for at gemme billede af kvitteringen
* Kamera - Skal bruges til at skanne QR kode
* Oplysninger om Bluetoothforbindelse - For at kunne betale med bluetooth istedet for QR

Problemet med Android er at man skal give det upfront i stedet for at give det når det skal bruges.

Dog mener jeg at man i Android nu, dels kan fjerne rettigheder fra apps og man bliver spurgt når appen gerne vil have adgang.

Derudover er jeg meget enig om at det er vigtigt at overveje hvad en app gerne vil have adgang til inden man installerer den.

Kim Christiansen

Du skal ikke angive tilladelser før de skal bruges. Sådan har det været siden version 6.0 og det virker ganske godt.

Danske Bank Mobilepay skal vel bruge de samme tilladelser på iOS for at tilbyde samme funktionalitet, jeg kan ikke se hvad det har med Android at gøre. Du kan selvfølgelig ikke bruge NFC.

Michael Eriksen

Danske Bank Mobilepay skal vel bruge de samme tilladelser på iOS...

iOS skal jeg ikke udtale mig om, det ved jeg intet om. Og at man i Android 6+ kan snige sig udenom synes jeg ikke er ret relevant al den stund at 90+ % Android telefoner har et lavere versionsnummer.

Danske Bank kommer i hvert fald ikke til at eje min telefon. "In God we trust. Everyone else pay cash"

Jens Holm

Hvis det er lige så luset som Danske Banks MobilePay skal jeg ikke nyde noget. For at kunne bruge MobilePay i Android skal man give tilladelse til at Danske Bank får adgang til telefonens:

Skulle du ikke ligge din telefon op i din sølvpapirshat? Det kan godt være at MobilePay skal have en del tilladelser, men der er en god grund til dem alle imho. Jeg synes ikke at MobilePay's krav er luset, de skal være der for at produktet virker så godt som det nu gør..

Henrik Madsen

iOS skal jeg ikke udtale mig om, det ved jeg intet om. Og at man i Android 6+ kan snige sig udenom synes jeg ikke er ret relevant al den stund at 90+ % Android telefoner har et lavere versionsnummer.

IOS vil du ikke udtale dig om fordi du intet ved, men det er åbenlyst at du nok heller ikke ved meget om android.

Din påstand er at mindre end 10% af alle android telefoner kører android 6 eller højere.

Virkeligheden ser så NOGET anderledes ud.

https://developer.android.com/about/dashboards/index.html

Android 6 = 26,3
Android 7 = 0,4

Med andre ord er 26,7% af android telefonerne altså med mindst version 6.

MON ikke det tale når at stige endnu mere, inden de når at få denne løsning i søen.

Jan Sørensen

Samtidig med at jeg scanner min Coop-app (i stedet for Coop-medlemskort), kan jeg betale med telefonen. Det betyder at jeg ikke skal stå og fumle med kort, telefon og pung. Kun smartphonen. Samtidig får jeg rabat.

Teknisk fungerer det ikke godt nok endnu, men hvis det kommer til det er det simpelthen fremtiden

Henrik Madsen

Jeg kan forstå at denne manøvre er for at få det fysiske plastickort som, når det bliver væk, stjålet, ødelagt osv. erstattes af banken og for bankens regning.

Men hvordan håndterer man det så hvis folk har mere end et kort.

Jeg har f.eks både et kort til min lønkonto og et kort til en fælles udgiftskonto.

Betyder det så at jeg kun kan skrotte det ene kort, eller bliver det muligt at lægge flere kort ind og så, evt. via skærmen vælge hvilket af de 2 konti pengene skal trækkes fra. ?

Der står at et kort kan lægges i op til 3 telefoner, men ikke om 2 kort kan lægges i samme telefon.

Nå ja og så bliver det fysiske kort vel heller ikke afskaffet helt uanset, for selv om man kan betale med kontaktløs transaktion i Danmark på sigt, så skal man vel have mulighed for at betale med et fysisk kort i udlandet som jo visse steder er noget bagefter.

Jeg har da så sent som sidste år oplevet at stå et sted hvor de stadigvæk ikke tog imod chipbetaling, men kun kunne håndtere magnetstribe.

Henrik Madsen

Teknisk fungerer det ikke godt nok endnu, men hvis det kommer til det er det simpelthen fremtiden

Gad vide om ens NFC chip i telefonen også virker selvom den er løbet tør for strøm og ikke vil tænde ?

Ellers er man da nødt til at have et alm kort også.

Jeg kan ikke tælle det antal gange jeg i min tid som ansat i nattelivet er blevet spurgt om jeg havde en lader, fordi nogen's telefon var ved at løbe tør.

Ja og med IOS som jo bruger BT så virker det da i hvert fald ikke hvis telefonen er død.

Smadret / vasket telefon vil også være lig med "Ingen dankort" hvis man ikke også har et fysisk kort.

Ekstra surt for man kan jo i så fald ikke engang fare ned og købe en ny telefon for den kan man jo så ikke betale for :)

Christian Nobel

Dog mener jeg at man i Android nu, dels kan fjerne rettigheder fra apps og man bliver spurgt når appen gerne vil have adgang.

Min telefon, der kun kører KitKat, var født med Security Center, som styrer rettigheder af alle de apps man selv installer.

Dvs. at hvis MobilePay beder om adgang til kamera, så skal man selv tildele den rettighed - eller man kan nægte den.

Morten Borg

Men hvordan håndterer man det så hvis folk har mere end et kort.

Jeg har f.eks både et kort til min lønkonto og et kort til en fælles udgiftskonto.

Alle andre løsninger jeg kender til, giver kunden mulighed for at lægge flere "kort" ind i samme app - dvs. du kan vælge mellem dem når du skal betale. Jeg kan ikke tro det forholder sig anderledes med løsningen fra Nets.

Henrik Madsen

hvor nogen har siddet på deres flade og sagt "Nej, hverken Apple Pay eller Android Pay er godt nok til os". Typisk dansk, og Nets i en nøddeskal.

Til deres forsvar skal jo siges at de har en god forretning de gerne vil forsvare.

Så nytter det jo ikke noget at de bare implementerer de 2 løsninger du der snakker om og giver store dele af den profit de har i dag, til hhv apple og Google.

Michael Thomsen

Gad vide om ens NFC chip i telefonen også virker selvom den er løbet tør for strøm og ikke vil tænde ?


Eftersom det hele jf. artiklen er bundet op på en Android-app, så er svaret nej.

Hvis Nets istedet havde lagt Visa-appen ned på SIM-kortet, så kunne man have lavet transaktionen med en slukket telefon. I hvert fald på de telefoner, som understøtter single-wire protokollen til SIM-kortet. Jeg er fortsat i tvivl om hvor mange telefoner, som rent faktisk gør det. Under alle omstændigheder ville det kræve, at Nets kunne blive enig med SIM-kort ejeren (aka en masse forskellige teleselskaber) om at lægge Visa-appletten ned på SIM-kortet og det har vist sig at være i praksis umuligt, og iøvrigt er der næppe heller plads/mulighed på eksisterende kort, så kunderne skulle i så fald have et nyt SIM-kort...

Finn Thøgersen

… hvor nogen har siddet på deres flade og sagt "Nej, hverken Apple Pay eller Android Pay er godt nok til os". Typisk dansk, og Nets i en nøddeskal.

Tja, efter alle banker nu er gået med i MobilePay skal du nok regne med at ApplePay og Android Pay ikke kommer til landet de næste mange år

Dels kræver begge en aftale med den bank der udsteder kreditkortet - og bankerne har ingen interesse i at åbne for en konkurrent

Dels kræver Apples aftale med de enkelte banker åbenbart en lang række løbende data om både konti og kortholder - og det er sandsynligvis i lodret strid med særlige regler i dansk banklovgivning

Hvis de dukker op herhjemme inden for det næste årti bliver det enten hos de få tilbageværende helt små lokal banker eller som en tilkøbsydelse á la Mastercard, dvs årligt gebyr og formodentligt via en udenlandsk bank

Chris Bagge

Visa-appen ned på SIM-kortet

Der er lidt om det, men det holder ikke helt. Hvis man skal bruge NFC (Near Field Communication) skal der være en antenne med et ret stort areal. Den ligger langs kanten af et almindeligt kontaktløst kort, hvad enten det er betalingskort eller Rejsekort, samme teknologi.
Det var oprindeligt 'oplagt' at lægge betalingskortet ind som en del af SIM-kortet og så sørge for at SIM-kortet kunne få fat i den NFC antenne der er indbygget i telefonen. Det ville virke selv om telefonen var død. Det var 'bare' et spørgsmål om at få alle mobiltelefon fabrikanter og teleselskaber til at blive enige. Da der er tale om hardware er det for hver enkelt mobilfabrikant og hver enkelt model. Derudover skulle mobilselskaberne og bankerne 'bare' blive enige om hvem der skulle have gebyr. Bankerne har stadigvæk omkostningen for transaktionen mens teleselskaberne der 'ejer' SIM-kort også ville have sin del af kagen. Det mega-forlig er en utopi.
Det er heller ikke sikkert at telefonleverandøren vil 'dele med' af de faciliteter der er i telefonen. Der er en NFC læser i nyere Iphones, men den er, så vidt jeg ved, ikke tilgængelige for andre apps. ApplePay er så vidt jeg forstår også et samarbejde med et kortselskab. Det er ikke nok at have 'kortet' Apple skal også have nogen til at håndtere selve transaktionen.

Kim Jensen

"Det er fx kun den nyeste generation af iPhones, der har NFC-chip installeret."

Øhh. og ?? NFC chippen i Iphones er stadig LÅST, så den ikke kan anvendes til andet end APPLE PAY.. det glemmer alle anmeldere også hele tiden..

Nils Bøjden

Med andre ord er 26,7% af android telefonerne altså med mindst version 6

Det er nok at overdrive konklusioner en smule.

Så vidt jeg kan læse betyder det at 26% af de telefoner der har benyttet Google Play app'en i 7 dages perioden har Ver6+.

Med stor sandsynlighed betyder dette dog blot at brugere med version6+ har langt større kadence i at benytte Google Play end de med lavere versionsnumre.

Nils Bøjden

Derudover er jeg meget enig om at det er vigtigt at overveje hvad en app gerne vil have adgang til inden man installerer den.

Og det er nok en af manglerne ved Androids sikkerhedsmodel. Beskrivelsen og hvilke tilladelser der skal gives og hvad de skal bruges til. Dette vil endvidere kunne skabe et mere sikker juridisk grundlag for brugernes accept af sikkerheds tilladelser, samt en begrænsning i app'ernes mulighed for at kunne / måtte benytte de tilladelser der er givet. Hvis en app skal bruge adgang til medier for at gemme en kvittering og derfor benytte sikkerhedstilladelserne for dette burde det angives hvilken funktion tilladelsen skal bruges til og ikke som i dag hvor en sikkerhedstilladelse efter afgivelse kan bruges til hvad som helst. "Nå, vi har allerede adgang til billeder og medier så vi checker lige om xxxxxxxxx"

Martin Wolsing

Citat fra artiklen: "Det er fx kun den nyeste generation af iPhones, der har NFC-chip installeret."

Det er ikke korrekt. Der har været NFC i iPhonen siden iPhone 6, dvs. i de tre seneste generationer. Derudover er det irrelevant, da NFC-chippen ikke er åben for tredjepartsbrug.

Michael Thomsen

Du kludrer lidt rundt i det:

Der er lidt om det, men det holder ikke helt. Hvis man skal bruge NFC (Near Field Communication) skal der være en antenne med et ret stort areal. Den ligger langs kanten af et almindeligt kontaktløst kort, hvad enten det er betalingskort eller Rejsekort, samme teknologi.


Korrekt, og den sidder også i mange mobiltelefoner. De første kom på markedet i slutningen af 00'erne. Derfra snakker håndsættet med SIM-kortet via en protokol, som hedder single wire protocol. SIM-kortet har IKKE nogen antenne indbygget i de definerede standarder.

Det er heller ikke sikkert at telefonleverandøren vil 'dele med' af de faciliteter der er i telefonen. Der er en NFC læser i nyere Iphones, men den er, så vidt jeg ved, ikke tilgængelige for andre apps. ApplePay er så vidt jeg forstår også et samarbejde med et kortselskab. Det er ikke nok at have 'kortet' Apple skal også have nogen til at håndtere selve transaktionen.


Telefonleverandøren er fuldstændig ligegyldig her. Den skal bare have en NFC-antenne og understøtte SWP til SIM-kortet. Der skal ikke bruges nogen apps eller noget som helst kode i OS'et. Hvis der skulle ville det ikke kunne køre med en slukket mobil.

Jeg håber det fik fjernet nogle misforståelser.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer