Nets: Blokering af pressefrihedsorganisation skete på grund af mistanke om netsvindel
Flere danskere har oplevet at få deres betalingskort spærret, få minutter efter at have overført penge til den amerikanske pressefrihedsorganisation Freedom of the Press Foundation. Version2 har også testet overførsel med fem dollar og fik samme resultat.
Journalist Freja Wedenborg gjorde opmærksom på problemet på Twitter onsdag. Hun har efterfølgende været i kontakt med Nets.
»Oprindeligt sagde Nets, at grunden til blokeringen var at organisationen er sat i forbindelse med netsvindel. Efter omtalen har Nets genovervejet, om de har ‘strammet nettet for meget’ omkring organisationen, og om de skulle løsne maskerne lidt. De er i gang med at undersøge, om de har flagget organisationen på et forkert grundlag,« forklarer Freja Wedenborg.
Hun har doneret månedligt til organisationen i løbet af et års tid, og har flere gange oplevet spærringen, der dog nemt kan fjernes igen ved kontakte banken, der har udstedt kortet. Hun håber at det bliver nemmere at donere i fremtiden.
Ifølge Freja Wedenborg er Freedom of the Press Foundation en organisation for pressefrihed, der blandt andet støtter fængslede journalister og whistleblowers.
Organisationen står også bag Securedrop, som er en sikker måde for kilder at aflevere elektronisk materiale til medier på. Det benyttes i Danmark blandt andet af Politiken og Radio24syv. En række prominente journalister og whistleblowers sidder i bestyrelsen.
Ingen anelser om onde hensigter
Til Version2 fortæller administrerende direktør for Freedom of the Press Foundation Trevor Timm på email, at organisationen ikke har anelser om onde hensigter i forbindelse med problemet.
»Så vidt jeg ved, er vi ikke blevet kontaktet af potentielle donorer om dette. Hvis jeg skal være ærlig, så vil jeg vædde på at problemet nok er for følsomme svindeldetektions-mekanismer hos kortindløseren.«
Freedom of the Press Foundation har tidligere støttet Wikileaks. Den organisation har tidligere oplevet at donorers mulighed for at overføre støttebeløb blev forhindret.
