Nets bekræfter salgsplaner: Hvor havner NemID?
Det store, nordiske betalingsselskab Nets arbejder hårdt på at få nye ejere. Det bekræfter selskabets bestyrelsesformand, Peter Lybecker, i Børsen, efter længere tids spekulation.
Blandt de mulige købere nævner Børsen kortudstedere som Visa og Mastercard, kapitalfonde - eller it-giganter som Google, TATA, Atos, First Data og Paypal.
I dag er Nets, som blandt andet står for driften af Dankortet og NemID, ejet af omkring 200 norske og danske banker samt den danske nationalbank. Men den ejerstruktur er en ulempe i fremtiden, hvor kampen på betalingsmarkedet står mod udenlandske giganter som Google.
Ingen af bankerne vil nemlig poste store beløb i Nets for at udvikle selskabet, og derfor er Nets nu selv tvunget til at sætte et tilsalg-skilt på hoveddøren, fortæller bestyrelsesformand Peter Lybecker.
Da rygterne om et salg begyndte i juni, lød der fra flere sider krav om, at staten køber en større del af Nets, eller overtager selskabet helt, netop fordi Nets i dag driver nogle helt afgørende it-løsninger for det danske samfund. Nationalbanken har meldt ud, at man ikke ønsker at få en større bid af Nets, især i lyset af, at Nets de senere år har udvidet i udlandet og blandt andet købt et finsk firma.
I it-sammenhæng er det især Nets drift af NemID, der er interessant, da måden NemID er bygget op betyder, at danske borgere og myndigheder skal have udpræget tillid til Nets.
Nets omsatte i 2012 for knap 6 milliarder kroner og kom ud med et overskud på 724 millioner kroner. Der er 2.861 medarbejdere i firmaet, som blev skabt ved en fusion mellem danske PBS og norske BBS og Teller i 2010. Salgsprisen for Nets forventes at havne mellem 8 og 10 milliarder kroner, og et eventuelt salg vil kunne ske fra foråret 2014.
Rettet 10.25. Mere retviserende formulering af, hvem der er mulige købere.
