Netneutralitet? Netflix betaler norsk teleselskab for bedre streaming

En ny aftale mellem Netflix og Telenor i Norge bringer debatten om netneutralitet tilbage på nordisk grund. Netflix får servere direkte hos Telenor, men har Telenor presset Netflix med dårlige hastigheder?

Norske Netflix-kunder med internet via Telenor kan se frem til film og tv-serier, der kommer mere direkte fra kilden. Netflix har nemlig indgået en aftale om at leje plads i Telenors datacenter, så den båndbreddetunge transport af Netflix-trafikken bliver noget kortere.

Det skriver den norske avis Dagens Næringsliv, og det lyder umiddelbart som en god nyhed - men den bliver mødt af mistænksomhed i lyset af debatten om netneutralitet, skriver Engadget.

Aftalen minder nemlig meget om forløbet, da Netflix i USA indgik et lignende samarbejde med Comcast. Spørgsmålet er, om Netflix’ betaling til Telenor i virkeligheden også handler om, at Netflix fremover bliver garanteret bedre plads i Telenors netværk.

Læs også: Netflix indgår aftale med ISP om adgang til båndbredde

Telenor afviser, at Netflix vil få en bedre behandling end andre indholdsleverandører igennem Telenors kabler, hvilket også ville være et brud på Norges regler om netneutralitet, der ikke tillader den slags forskelsbehandling.

Men ligesom i Comcast-historien kommer aftalen mellem Netflix og Telenor i stand, mens Telenor ligger nederst på listen over, hvor stor en båndbredde Netflix-kunder i Norge kan få. Mens andre internetudbydere i Norge - og i Danmark i øvrigt - generelt har hævet den gennemsnitlige hastighed for en Netflix-strøm, har Telenor hele tiden ligget i bund og blev ved årsskiftet 2014 noteret for et solidt fald i hastigheden.

Aftalen mellem Netflix og Telenor er en fortrolig kommerciel aftale, som ikke vil blive lagt frem, lyder det fra Telenor, da selskabet på Twitter blev spurgt direkte, om aftalen var betaling for at give bedre båndbredde til Netflix.

Sådan har hastigheden hos de forskellige internetudbydere udviklet sig i Norge, set med Netflix-briller:

Telenor ligger i bund i Norge (lysegrøn). Grafen går fra januar 2013 til februar 2014. Illustration: Netflix ISP Speed Index

I Danmark er billedet det samme, hvis ikke værre:

Her er Telenor markeret med mørkeblåt, i bunden af grafen. Illustration: Netflix ISP Speed Index
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Milos Game

Mennesker er nogle grådige bæster og ligesom hajer der (angiveligt) kan lugte/smage blod i vandet og flokkes omkring det blødende dyr, vil internetudbydere flokkes om Netflix og lignende tjenester. Det er rene mafia metoder, hvor man skal betale en form for "beskyttelsespenge", denne gang hedder det dog "giv os penge eller vi forringer internetforbindelsen". Det går den forkerte vej og Netflix skulle aldrig have fået med til det, in first place. Hvis man betaler for f.eks en 10/10 Mbit forbindelse, så har har man betalt internetudbyderen, og så er der ingen grund til at service udbydere også skal betale internetudbyderen. Man kan ikke lovgive sig ud af alt, men netneutralitet (anti-diskrimination, går jeg ud fra at det betyder) bør beskyttes ved lov.

  • 11
  • 0
#2 Johnnie Hougaard Nielsen

så er der ingen grund til at service udbydere også skal betale internetudbyderen.

Det er jo ikke påvist at det er hvad der foregår her. Det er helt normalt at forskellige CDN indgår aftaler omkring at have cache bokse stående i racks hos forskellige ISP, fordi det simpelthen er en fornuftig måde at reducere behovet for båndbredde på de lange stræk. Telenor kan spare mange penge på reduceret behov for båndbredde ud af deres eget net.

Ideelt set kan begge parter dele i porten omkring de reducerede omkostninger. Det ville selvfølgelig være betænkeligt om artiklens overskrift er sand, men den konkrete info peger ikke på andet end en normal aftale.

  • 3
  • 0
#3 Henrik Pedersen

Netflix har længe tilbudt gratis cachingbokse til ISP'er. Så vidt jeg husker betalte de hele boksen, opsætningen og endda evt. service, til gengæld for at måtte koble den direkte på i ISPens datacenter. Det giver Netflixs kunder god service og sparer ISP'en for en masse kapacitet ved at have boksene tæt på kunderne.

Jeg ved ikke om det er det som sker her, i en eller anden forstand, men jeg er dog generelt enig i at vi bør sikre netneutralitet ved lov.

Dog synes jeg også det er OK at store firmaer kan aftale at have cache bokse stående ved ISP'en da jeg ikke ser det som beskyttelsespenge, men blot en bedre opkobling for indholdsleverandøren. Så længe ISP'en ikke bevidst sænker hastigheden for mindre services, så er jeg glad.

  • 5
  • 0
#4 Ivo Santos

Nu kan talene tolkes på flere måder, men det kan også tænkes at telenors backbone net er dårligere i forhold til andre isp'er, hvilket kunne betyde at telenor ikke bruger mange ressourcer på at udvikle deres bagvedliggende backbone net i forhold til andre udbyder.

  • 2
  • 0
#7 Sune Engsig

Telenors backbone fejler ikke noget - om noget er det netop blevet opgraderet til nu at dække alle operationerne i Europa. Det normale perspektiv når man diskuterer CDN og placering i det er ikke " at tilbyde at betale cachingboksen" som Netflix angiveligt skulle tilbyde. Et CDN er et datacenter som så mange andre, og normen er at man betaler for adgangen til et datacenter - og man betaler selv for den HW man placerer i centerets racks.

Netflix har traditionelt ikke villet betale for at få plads i et CDN - lad os bare sige at de er bevidste om deres værdi hos teleselskabernes kunder. Telenor har på deres side nægtet at give Netflix særbehandling i forhold til alle mulige andre spillere i Telenors CDN, som pænt har betalt den pris der koster at sikre høj kapacitet helt ud til kunden.

Til kommentaren om, at man med sin månedlige betaling financierer hele netværket fra ens telefonstik "og hen til Netflix": Nej, det rækker den betaling ikke til. Teleselskaberne betaler hinanden for at terminere trafik i begge ender - og derfor er de også selv interesserede i at etablere CDN - så trafikken ind i netværket begrænses. Men det er for simpelt at kun se sagen fra denne ene side; altså at teleselskabet sparer penge ved at få det ind på CDN. Tjenesteleverandøren, i dette tilfælde Netflix, skal også bidrage til at få den kvalitet deres tjeneste fortjener - helt ud til brugeren. Opbygning og drift af et CDN er en bekostelig affære - og alle brugere skal bidrage til finansieringen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere