Netmagasin på Flash kører hurtigere end ren HTML

Da modemagasinet Cover skulle på nettet, blev det som ren Flash-webside. Det giver et flottere design og en lavere server-belastning, forklarer firmaet bag den utraditionelle løsning.

Websider bygget i ren Flash er ikke noget nyt, men at vælge Flash som platform til et netmedie, der dagligt poster nye artikler på nettet, er ikke den mest nærliggende løsning.

Den opfattelse har design- og webbureauet B14 lavet om på med en næsten hundrede procent Flash-dreven løsning til magasinet Cover, da det skulle omdannes til et netmedie. Kun blogs og enkelte små stumper til at binde sider sammen er ikke i Flash.

Grunden til, at en mere klassisk HTML-løsning blev fravalgt, var i første omgang designet. Online-udgaven af Cover skulle nemlig ligne den trykte version, og med Flash har designerne langt nemmere ved at ramme helt præcist.

»En stor del af Covers visuelle identitet udgøres af typografi, så derfor valgte vi at bruge Flash, da det giver en række fordele rent grafisk. Desuden har vi nogle overgange mellem siderne, som heller ikke kan laves i HTML, ligesom det var nemt at integrere en videoafspiller,« siger Martin Siersbøl Dahl, partner i B14.

Mange Flash-fordele

Han kan ikke komme i tanke om nogen større ulemper ved at bruge Flash i stedet for HTML. Der er for eksempel taget hensyn både til svagtseende og til Googles søgerobotter i løsningen til Cover.dk, ved at teksten lægges ind i websiderne som HTML i et usynligt lag.

»Alle de klassiske problemer ved Flash er løst i dag. Søgemaskineoptimering kører fint, og man kan deeplinke til hver artikel og bruge Google Analytics til at måle trafikken på hver side,« forklarer Martin Siersbøl Dahl.

Det er nede i detaljerne, at eventuelle ulemper viser sig, mener han. En Windows-bruger, der højreklikker på websiden, vil således få en anden menu end normalt - men stadig med mulighed for at downloade for eksempel billeder. Og nogle plugins virker ikke så godt igennem Flash.

Derudover er der problemet med indhold, som varierer meget i udstrækning. Her er HTML-websider bedre til at have 'endeløse baner', men der findes tekniske løsninger til at håndtere den udfordring.

Lavere serverbelastning

En sidegevinst ved at gå Flash-vejen er en bedre performance på Cover.dk. Det går hurtigere for de besøgende, og belastningen på serveren er lavere, end hvis websiden var lavet i HTML, lyder det fra B14.

»Vi oplever en hurtigere afvikling med Flash, end med HTML, hvor det skal reloade mange gange. Når man bladrer, henter man kun ny tekst og nye billeder, så der skal hentes færre data end med HTML. Det er svært at cache sig ud af med HTML, fordi det sker i et softwarelag, som hører til CMS'et,« forklarer Martin Siersbøl Dahl.

Med alle de fordele, hvad er så grunden til, at Flash ikke bliver brugt oftere, også til netmedier?

»De fleste netmedier prioriterer højere, at man kan bruge de store, tilgængelige CMS, end at man har frie, grafiske rammer, så derfor ser man kun sjældent meget store projekter lavet i ren Flash. Vi vurderer selvfølgeligt fra gang til gang, hvad der passer bedst, og laver også projekter i Drupal og Wordpress, men med Cover var vi ikke i tvivl om at bruge Flash,« siger Martin Siersbøl Dahl.

På flere diskussionsfora for webudviklere stiller mange sig dog uforstående over for valget af Flash. Uden at forholde sig til de grafiske fordele mener udviklerne, at funktionaliteten kunne kodes lige så vel med HTML og AJAX-teknologier som Javascript.

Cover.dk blev kodet på et par måneder og stod klar i løbet af foråret. I august blev Cover.dk en del af Politiken.dk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Torben Mogensen Blogger

En klar ulempe er print: Et forsøg på at printe forsiden gav ikke noget, der bare tilnærmelsesvist lignede siden.

Det er et generelt problem med Flash i websider. Det burde kunne løses, for printfunktionen kan f.eks. bruge Flash til at "vise" websiden på en virtuel højopløsningsskærm og derefter udskrive det fremkomne bitmap. Bevares, det giver ikke helt så pæn tekst som HTML udskrift, men det er langt mere brugbart end helt at ignorere flashindhold ved udskrift.

  • 0
  • 0
#2 Martin Kjeldsen

Flash virker ikke på Iphones så de kan ikke se websitet. Flashblockere og folk der af den ene eller grund ikke har installeret flash kan heller ikke se sitet.

Man kunne også bare lægge en PDF ud, det ville jeg mene de fleste magasiner kunne laves om til rimeligt nemt. Og effekter fra side til side er IMO ligegyldigt lir...

  • 0
  • 0
#3 Jakob Skjerning

Det er lidt beklageligt, at en partner i et webbureau ikke kan komme på nogle større ulemper ved deres implementation. Og bevares, det er da også en fin Flash film, de har lavet, men den har nu en hel del ulemper.

  • Print (som nævnt ovenfor).
  • Browserens frem- og tilbage-knapper fungerer kun sporadisk. Muligvis skyldes det at enkelte sider optræder flere gange i historikken selv om de kun er set én gang.
  • Man kan ikke finde tekst ved at søge på siden.
  • Mulighed for at åbne sider i nye vinduer og/eller faneblade er forsvundet.
  • Navigationstaster (pile, page up og page down) bliver sat ud af spil, lidt afhængigt hvor man er kommet til at klikke.
  • Muligheden for at gemme sider lokalt og eventuelt læse dem på vej hjem i toget enten fungerer ikke eller giver kun en side med reklamer.
  • Generelt ser det ikke ud til, at accessibility overhovedet er blevet overvejet.

Okay, det er selvfølgeligt nok den slags, der forsøges skubbet ind under kategorien "detaljer".

  • 0
  • 0
#4 Martin Dahl

Flash er som udgangspunkt desværre ikke specielt printvenligt, men det er min erfaring at ret mange også HTML sites med stor success implementerer en særlig Print funktion, grundlæggende fordi den information man vil have ud på print sjældent er nøjagtig det, man ser i hele sin samlede browserflade.

Samme overvejelser finder man også med mobil sites, hvor man som bruger ofte frustreres over at skulle zoome ind og ud for at navigere nogenlunde omkring. Her mener jeg tilsvarende den bedste løsning er en særlig mobilversion hvor navigation og indhold tager højde for den sparsomme plads og den stadig ret ringe hastighed mobilnettet byder på i praksis.

Helt overordnet set er det altid spændende hvordan forskellige produkter forholder sig til hvorledes indhold rent faktisk kan løsrives fra layout, medie og konkrete dimensioner.

  • 0
  • 0
#8 Peter Andersen

Jeg blev NÆSTEN fanget af en artikel, men tekststørrelsen var for lille til mig så instinktivt zoomede jeg, en funktion alle moderne browsere understætter (ctrl-hjul-op eller ctrl-+)

Men det kan man ikke på cover.dk

Det er nok kun for <30 årige øjne alligevel :|

Men de får da ikke problemer med adblockere så.

  • 0
  • 0
#10 Hans Henrik Happe

Jeg er ikke imponeret over Flash som videoafspiller (Linux), men i dette her tilfælde føles siden meget mere snappy end normal HTML.

Mens Flash er noget lukket skidt, så har de her bevist at det kan gøres bedre. HTML dur ikke til de brugergrænseflader som de fleste hjemmesider bruger i dag. HTML og HTTP var designet til hyperlinked dokumenter og ikke interaktivitet.

  • 0
  • 0
#11 Jakob Holmelund

Nu prøvede jeg lige at browse en gang forbi siden, og har lige et par ikke så pæne kommentarer med på vejen. Jeg kommer ind på siden og er som det første i tvivl om jeg er på den rigtige side da halvdelen af min skærm er dækket af en KÆMPE reklame og så politikens menu-system. da jeg så prøver at klikke lidt rundt på den rigtige side opdager jeg at browseren ikke holder sit anchor når man klikker på visse ting. Desuden så mener jeg at SAMTLIGE features på den side ville kunne være lavet med få linjers kode med et framwork som mootools eller jQuery. Det eneste argument jeg kan se for at lave siden i flash er fonten, ellers vil jeg mene at det klart er bedre at lave små elementer af siden i flash, altså dem der strengt taget ikke kan laves i javascript, hvilket jeg ikke lige fandt nogle af.

Men altså.. Hvis flash er det de laver hos B14, og flash var det Cover ville have, ja så er det vel fint. Men i mine øjne skal flash kun bruges til plug-ins på hjemmesiden, eller til fede reklame-hjemmesider.. læs.. IKKE ET ONLINE MAGASIN. tjek lige fx http://www.derbauer.de/ eller http://www.2advanced.com/

Lige for at komme med en anden ulempe ved flash.. Man kan ikke markerer tekst !

  • 0
  • 0
#12 Jarnis Bertelsen

HTML dur ikke til de brugergrænseflader som de fleste hjemmesider bruger i dag. HTML og HTTP var designet til hyperlinked dokumenter og ikke interaktivitet.

Det er korrekt, at de oprindelige tanker bag HTML og HTTP lå meget langt fra hvad det bruges til idag. Det sagt, så har både browsere, og måden websites designes på, udviklet sig tilstrækkeligt til, at din påstand om at "HTML ikke dur til interaktivitet" er noget absurd. Prøv fx at se Google Docs eller deres kommende wave... hvis ikke det er interaktivitet ved jeg ikke hvad er. Og de er lavet i ren HTML + JavaScript.

  • 0
  • 0
#13 Bjørn Nielsen

Min største anke mod flash drevne sider (og visse javascript intensive sider) er manglende status når man holder musen over et link.

Jeg vil gerne vide om det jeg trykker på fører mig til et nyt site. Ud fra domænenavnet og den fulde URL kan jeg ofte se om jeg er på afveje og er ved at komme ind på en spamside eller andet uønsket snask.

Det er essentielt for en god brugeroplevelse at vide hvad man trykker på og i den sammenhæng ville jeg gerne se en videreudvikling, så statusmeddelelsen også viste om om linket blev åbnet i et nyt vindue eller tab, om det erstatter/reloader siden eller kun dele af en side (ajax).

  • 0
  • 0
#14 Martin Kofoed

Det kan godt være, at alt på overfladen ser normalt ud med en Flash-løsning, men ligesom i ovennævnte film er der en række løjerligheder, som får hundene til at reagere.

Det er svært at sætte en finger på, HVAD det er. Men hundene gør af det... Lidt på samme måde som de gøede af de første Swing-klienter på Windows. De var da ok, brugbare og alt det dér. Det FØLTES bare forkert.

Cover.dk irriterer mig nok til, at jeg ikke gider det (nu er jeg nok heller ikke kernesegmentet, så det går nok), og jeg håber ikke, der er tale om en omsiggribende trend. Jeg ser ikke noget på sitet, som ikke ville kunne laves i HTML af dygtige webdesignere.

Det virker under alle omstændigheder lidt gammeldags at fravælge alle de mobile enheder fra starten, netop i en tid hvor flere og flere vælger "smarte mobiler".

Min HTC Hero, som ellers implementerer en eller anden form for Flash, vil heller ikke æde sitet.

  • 0
  • 0
#15 Hans Henrik Happe

Det er korrekt, at de oprindelige tanker bag HTML og HTTP lå meget langt fra hvad det bruges til idag. Det sagt, så har både browsere, og måden websites designes på, udviklet sig tilstrækkeligt til, at din påstand om at "HTML ikke dur til interaktivitet" er noget absurd. Prøv fx at se Google Docs eller deres kommende wave... hvis ikke det er interaktivitet ved jeg ikke hvad er. Og de er lavet i ren HTML + JavaScript.

Jeg taler ikke om funktionalitet, men om hastighed. JavaScript er blevet så hurtigt at det er brugbart til interaktivitet, så længe man kan undgå at tilgå serveren. Hvorfor skal det tage en krig at lave et nyt dokument i Google Docs? Uden at kende svaret kunne det måske være pga af de tusinde linjers HTML kode server og browser skal skabe og hhv fortolke.

Det er svært at finde en ping-tid på over et halvt sekund på internettet i dag. Det er langt fra de sekunder det generelt tager at få fat i en hjemmeside.

Så jeg vil forslå at vi starter med fjerne alt tekstbaseret computer-computer kommunikation, og lærer web-programmørerne at bruge debugger.

  • 0
  • 0
#16 Erik Martino Hansen

Mange sites lægger alt for meget indhold på deres sider så de fylder gigantisk og det man egentlig vil læse er en lille smal kasse man finder hvis man scroller lidt ned.

Så ja mange hjemmesider kan være meget sløve, og det virker som om man bevidst har prioriteret hastighed og overskuelighed nederst.

Jeg synes ikke Google Docs er specielt langsomt, det er hurtigere for mig end at starte word i hvert fald. Det tog 4 sek for at skabe et nyt dokument og 1.5 sek for at åbne et dokument.

  • 0
  • 0
#17 Dennis Krøger

Print med Flash kan gøres langt bedre end print med HTML, hvis det er lavet ordentligt.

Især grafik kan gøres mange gange bedre hvis det er vektor baseret, da rastering først sker i selve printeren (eller i visse tilfælde printerdriveren).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere