Det er muligt, at de fleste kan klemme sig ned i et størrelse medium spandex-Spider-man-kostume, men der vil være synlige forskelle på resultatet. Det er lidt det samme, Netflix nu forsøger at råde bod på ved at ændre måden, hvorpå indholdet på streaming-tjenesten bliver komprimeret.
I et blogindlæg forklarer fem udviklere fra Netflix, hvordan selskabet nu går over til at komprimere hvert stykke indhold efter en individuel optimering, som skal sikre, at man får den bedste kvalitet uden at spilde båndbredde.
Siden 2010 har Netflix komprimeret med H.264-algoritmer ud fra en fastlåst tabel, hvor hver tilgængelig opløsning blev komprimeret til en bestemt bitrate.
Men en tegnefilm og en actionfilm giver forskellige resultater, når de komprimeres ved den samme bitrate. Tegnefilmen, der har mindre bevægelse og større ensartede flader vil ofte kunne nøjes med en lavere bitrate.
Bitraten begrænses af den internetforbindelse brugeren har. Når opløsningen er låst til bitraten vil det betyde, at man eksempelvis vil streame Netflix' Bojack Horseman i 480p, fordi bitraten er bestemt ud fra almindelige film, men reelt kunne tegnefilmen komprimeres endnu mere, så det ville være muligt at gå op til 720p ved den samme bitrate.
Omvendt kan der være film med meget komplekse billeder og hurtig animation, som reelt har brug for en højere bitrate, end den der hidtil har været standard. Det resulterer i fejl eller støj i billederne, hvor komprimeringen bliver synlig.
Med den nye komprimering bliver bitrate og opløsning tilpasset individuelt ud fra at finde det bedste forhold mellem billedkvalitet og bitrate ved en given opløsning.
For slutbrugerne vil det betyde, at visse film i høj opløsning vil kræve en højere bitrate, men til gengæld vil være i bedre kvalitet. Samtidig vil indhold som tegnefilm kunne streames i højere opløsning.
Den nye algoritme, der tager hensyn til billedkvaliteten, vil også kunne bevare en næsten optimal billedkvalitet i eksempelvis tv-serier, men vil kunne finde den laveste bitrate, hvormed denne kvalitet kan opnås ved en given opløsning.